Blyantens magt i observationer

Som en del af mit kandidatstudie i Pædagogik har jeg valgt et projektorienteret forløb i stedet for et valgfag på 3. semester. Det projektorienteret forløb er i forskningsprojektet ”Drenges underpræsteren i folkeskolen”, ledet af Lektor Ane Qvortrup på Institut for kulturvidenskaber.  Forskningsprojektet ønsker at bidrage til tidligere forskning på området med et nyt blik på drenge. Nogle af de foreløbige resultater kan læses på bloggen folkeskolen.dk, her.

I projektorienteret forløb er det den studerendes egen opgave at finde og undersøge et fokus, som en stikling fra forskningsprojektet. Denne undersøgelse kan eventuelt bidrage til selve forskningsprojektet. Mit bidrag, er et fokus på interaktionen, i drengenes kammeratsystemer, hvor et kammeratsystem er at forstå som en selvorganiseret drengegruppe. Jeg undersøger, hvilke muligheder drengene har for at koble sig til og fra, i selvorganiserede kammeratsystemer. Ydermere vil jeg belyse dynamikker og roller i kammeratsystemerne, og – om muligt – hvilken betydning det har i forhold til klassens undervisningssystem. Hensigten med min undersøgelse er, i forlængelse af forskningsprojektets foreløbige fund, at opnå øget forståelse for drenges hverdagsliv, således at der på sigt kan ydes bedre støtte og vejledning, mhp. at øge drengenes mulighed bedre læring.

For at få viden om drengenes roller, har jeg været ude i en 7. klasse. Her har jeg observeret hvordan drengene deltog i undervisningen, særligt i deres omstilling fra kammeratsystemet til undervisningssystemet. Jeg har også observeret, hvordan fokus eleven (en udvalgt dreng) agerer er i forhold til bordgruppen eller sidekammeraten, i de situationer, hvor han ikke synes at deltage aktivt i undervisning. Jeg har haft fokus på, hvorvidt denne ikke-deltagelse synes at forplante sig fra drengen til andre elever. Jeg har også observeret en pige i klassen, for at få mulighed for at sammenligne på tværs af køn. Derudover har jeg interviewet nogle drenge for at undersøge, hvordan den enkelte dreng beskriver sit forhold til de andre drenge i klassen, hvordan drengene organiserer sig, og om drengene oplever at der er en eller flere ledere i drengegruppen.

Virkelighed, hvad er det?

Da jeg sad der på bagerste række i 7. Klasse, og observerede, blev jeg ramt af en filosofisk tankerække over hvad virkeligheden egentlig er?

Jeg satte krydser på mit observationsark med 10 minutters intervaller. Der sker VIRKELIG meget på 10 minutter i 7. klasse. Så mine overvejelser gik på, om krydset skulle være et øjebliksbillede af hvad der skete på det 10. minut eller skal det være en opsummering af de 10 minutter.

Med en opsummering, ville det jo kun være af de øjeblikke jeg havde bemærket, og når jeg var ved at observere 4 elever på en gang – så ser jeg ikke alt. Min beslutning blev, at anvende et øjeblikskryds som udtryk for, hvordan jeg oplevede øjeblikket. Der var 10 minutters intervaller, hvor den dreng, jeg observerede, var meget fokuseret, og når så blyanten svævede over papiret for at sætte øjeblikskrydset, så begyndte han pludselig at snakke med sidekammeraten… Nu fik blyanten pludselig magt. Jeg fik en følelse af at sidde i et dilemma; var det fair at skrive, at han ikke var deltagende? Igen blev min beslutning, at jeg har valgt øjeblikskrydset, og det kunne ligeså godt have været den anden vej. Alligevel har jeg ikke kunnet slippe alle de her tanker helt. Men det var jo bare et kryds, der skal gengive, hvad jeg så i øjeblikket. Refleksionen fortsætter i mit hoved, det hele kører lidt rundt. Det er da en fornuftig beslutning, det med øjeblikskrydset, ikk? Jo, det er det, beroliger min refleksive fornuftige hjerne sig selv… Et øjebliks ro, og så starter det lige så stille igen. Er jeg ved at blive tosset? Eller er det sådan det er at forske? Derudover dukkede bekymringen op om, hvorvidt jeg overhovedet ville få noget viden, der bare var lidt nyt? Eller ville jeg bare finde mere af det samme som allerede er vist i tidligere studier. Min super fornuftige hjerne tager en runde mere….

Virkelighed, hvad er det? Er et øjeblikskrydset egentlig fyldestgørende og fair? Jeg kunne jo ikke vide, hvad der skete inde i drengenes psykiske system, og derfor måtte det altid blive en fortolkning af drengenes øjeblik gennem min forståelse af situationen. Hvis jeg nu kunne have spurgt de elever der blev observeret – lige i sekundet hvor øjeblikskrydset skal sættes – ville resultatet så have været markant anderledes?

Betryggende læsning fra en SDUs egne

Jeg er ikke den eneste, som har gjort mig sådanne filosofiske overvejelser. Anders Kruse Ljungdalh, Lektor på SDU, har skrevet en artikel ”Om galskab og refleksion: begrundelse for en pato-epistemologisk metode” i bogen ”Metodefetichisme. Kvalitativ metode på afveje?”

Så mine overvejelser, om hvorvidt jeg finder noget nyt i mit lille forskningsprojekt, er måske slet ikke grebet ud af den blå luft. Ljungdalh skriver i sin artikel:

For hvordan ved man, at ens empiriske erfaringer og ens metodiske overvejelser, ens refleksion over relevanskriterier eller metodevalg, ikke blot bliver ved med at reproducere den orden, som disse overvejelser udspringer af? Kan vi med andre ord stole på vore egne erfaringer? (s:84)

Ljungdalh skriver videre, at selve den kvalitative forskningsinstitution, godt kan leve med, at der er enkelte forskere der har vildskud eller producerer mere af det samme. Det står og falder videnskaben ikke med og som forsker må man have tillid til, at selve forskningsinstitutionen bevæger sig fremad i en fornuftig progression (Ljungdalh,2015, s:89-90). Måske er det også godt at finde mere af det samme i andre sammenhænge, eller bare det at beskrive mere af det samme på en anderledes måde, det kan muligvis gøre, at en anden forsker kan tage den viden et nyt sted hen.

Efter fundet af denne artikel, er jeg lidt mere rolig, og min fornuft fortæller mig endvidere, at jeg jo er helt ny i denne verden. Så det er bestemt betryggende læsning.

Så begynder det igen, det hoved… Kan jeg reflektere mig til en erkendelse? Hvis jeg tager udgangspunkt i Descartes, så er der en vej gennem meditationer. Men først skridt er, at tvivle på alt; inklusiv sine erfaringer, sin fornuft og sin eksistens. Descartes konstaterede, at han kunne tvivle på alt, men ikke om hvorvidt at han tvivler. Selvom han tvivler, var der tanker, deraf udleder han den berømte sætning: ”cogito ergo sum” – ”jeg tænker altså er jeg”. I tvivlen bliver han forbavset over, at hans tanker kan begå fejl, også helt uden at han lægger mærke til det. Derfor bliver tvivlen en form for kvalitet, da den fører til, at mere evidens tilvejebringes. (Ljungdalh, 2015, s: 87)

Hvis nu at jeg skal bruge Kants fremgangsmåde til at komme frem til erkendelsen, vil det være fornuften, der skal undersøge, om det er fornuftige valg af forskningsmetoder og erkendelse. Derved bliver det fornuften, der skal reflektere over fornuften selv. Der vil udfaldet ofte være overvejende positiv.

Er der en konklusion et sted

Hvis tvivlen er et kvalitetstegn, så er jeg godt på vej. Hvis fornuften skal styre, er jeg også fint kørende. Jeg er stadig lidt uklar, men må berolige mig ved, at det kan godt være det ikke er revolutionerende forskning jeg har gang i, men jeg har fået en lille indsigt i forskningsinstitutionens verden.

Litteraturliste:

Ljungdalh, A. Refleksion og galskab. I J. E. Møller, S. S. E. Bengtsen & K. P. Munk (red.) Metodefetichisme. Kvalitativ metode på afveje? Aarhus Universitetsforlag, 2015. s. 81-102.