Tilpasse Forstyrrelser

Af Ananda Vieira Binder, Stud.Cand.mag.Pæd

Refleksioner over livet som studerende

Noget jeg elsker allermest ved at være studerende er, at få adgang til viden, som jeg ellers ikke af eget initiativ ville have fundet frem til, eller opsøgt. Denne viden er som regel baseret på pædagogik, da det er hvad jeg læser, men underviserne kan nogle gange finde tekster, som er ret anderledes end andre.

På et tidspunkt under min bacheloruddannelse i interkulturel pædagogik og dansk som andetsprog, skulle vi læse en tekst om personlighedsspaltninger. Denne tekst var meget normativ i sit sprog, og den fik det til at lyde som om, at personlighedsspaltninger er no big deal. I teksten var der flere eksempler på mennesker, der sagtens kan vedligeholde en velfungerende hverdag med denne diagnose. Disse mennesker kunne måske få brug for at ligge i en halv time på sofaen efter arbejdet, for at lytte til hver stemme og få dem alle til at samarbejde resten af dagen.

Personligt kender jeg mange, der kan have stor trang til at ligge en halv time på sofaen efter en arbejdsdag, inden eftermiddagsræset med familie og aftensmaden begynder. Jeg kender også flere, der tænker meget over alting, og som jeg derfor tænker kunne få gavn af, at tage noget tid i løbet af dagen til at tænke igennem, inden tankerne fylder for meget. Teksten fik mig til at tænke, gad vide om nogen jeg kender, eller måske endda jeg selv kunne have den diagnose? Uden at vide det?

Det lader til, at jeg ikke er den eneste, for hvem teksten vækkede sådanne tanker, for det var en nervøs og let ængstelig klasse, der mødte op til den undervisningsgang. Det første underviseren lagde ud med, var:

”hvem har læst teksten til i dag?” – håndsoprækning – ”nu skal I ikke alle gå og tro, at I har en ikke-diagnosticeret diagnose, om personlighedsspaltninger eller andre psykiske sygdomme, for det har I ikke, det er kun meget få mennesker der har den diagnose”

Der lød et fælles stille suk i rummet, og dagens undervisning kunne begynde.

Det jeg vil illustrere med oplevelsen er, hvor let man kan leve sig ind i en tekst, og relatere til den. For at illustrere det nærmere, vil jeg kalde på nogle hermaneutiske begreber, af min gode ven Gadamer.

Eftersom individet læser teksten med sin egen forforståelse, søger individet at forstå teksten i overensstemmelse med denne. For at lære noget nyt må individet bryde med sin forforståelse, forholde sig reflekterende til teksten, og dermed skabe en ny forståelse. Denne teori af Gadamer, som jeg er lidt fan af, former den hermeneutiske cirkel. Den er for mig nem at relatere til, måske fordi tekstfortolkning er en så stor del af vores hverdag. En af Gadamers pointer var, at gennem teksten forstår læseren sig selv, og er i stand til at se sig selv på en ny måde, som ses i citatet:

”to understand a text is to come to understand oneself in a kind of dialogue”  (Gadamer 1976 s. 57)

Læseren forudsættes at komme I dialog med teksten, for at kunne udvide sin forforståelse af sig selv.

Jeg finder ikke, teorien er så svær at forholde sig til, måske fordi vi i disse senmoderne tider, har gjort selvrefleksion til en del vores hverdag? Som vi har hørt før er denne tid til dels præget af, at individet konstant er i dialog med sig selv, og ser sig som nødsaget til at tage stilling til, og have meninger om alverdens emner. Læseren må forholde sig til, hvorvidt denne kan genkende sig selv i teksten eller ej. Af dette kan forekomme flere former for resultater, læses der om symptomer på en lidelse, kan læseren måske begynde at se sig selv som lidende. Læses der en filosofisk tekst kan individet føle sig tiltrukket til denne filosofi, og se sig selv og verden fra et nyt perspektiv.

Indtil videre – først under bacheloruddannelsen og nu her på kandidat uddannelsen i pædagogik – har der heldigvis været flest dialoger med filosofiske tekster (fremfor dem om sindslidelser). Og med Gadamer vil subjektet efter at have forholdt sig til sådan en tekst, være i stand til at gå ud i verden, og have ydre dialoger omkring emnet. Ifølge Gadamers teori kan der dermed ske en horisontsammensmeltning, hvor to individers horisonter blandes. Dette ment på den måde, at individerne, ved at føre en ligeværdig dialog, kan skabe en fælles forståelse af emnet, og selv om de måske ikke er enige, kan deres forforståelser, og horisonter, udvikles.

Det senmoderne menneske

Eftersom det senmoderne menneske konstant er i dialog med sig selv, kan det forestilles, at en filosofisk teori der gør indtryk, bliver hængende i tankefeltet i noget tid. Så individet går i dialog med sig selv, og den nye teori, i mødet med omverden. Lad os forestille os, at dette individ begynder at teste teorien i mødet med omverden, for at se, om teorien afspejler virkeligheden. Det kan forestilles, at individet ser teorien udspille sig i virkeligheden, og derfor tænker, at der er noget om det. Men fra et andet perspektiv kan det se ud, som om virkeligheden afspejler teorien. Mit spørgsmål er så, når man så har læst en teori og ser den overalt omkring sig, og måske i sig selv – har den hele tiden været der, og har man kun fået øje på det nu, eller er det noget der kun kommer fordi man forventer det? Hvad kommer først – begrebet eller handlingen?

Mange af de teorier vi læser om, kan for mig lyde som beskrivelser af naturfænomener. Nogle teorier beskriver virkeligheden i en sådan grad, at det lyder som om, at de blot er en beskrivelse, af en del af virkeligheden. Men hvorfor behøver man at sætte begreber på alt det, der foregår i vores hverdag, bevidst og ubevidst?

Litteratur

Billedet er fra:

https://secularpolicyinstitute.net/project/the-worlds-most-effective-promotion-of-critical-thinking/

Om Gadamer:

http://www.iep.utm.edu/gadamer/

Varney, Jennifer:

From hermeneutics to the translation classroom: a social constructivist approach to effective learning