En analyse af to divergerende diskurser om læring

Mit speciale på kandidatstudiet i pædagogik, af: Stine Northway, pædagog og cand.mag.pæd

Et indlæg om daginstitutionspædagogik på en uddannelsesblog? Utænkeligt for bare få år siden. Men diskussionen om hvor meget og hvad vuggestue- og børnehavebørn skal lære er aktuel i forbindelse med, at regeringens nedsatte Task Force om Fremtidens Dagtilbud, ledet af den danske professor Niels Egelund, vil øge fokus på formaliseret læring i de danske daginstitutioner (Taskforce, 2012). I en artikel i pædagogernes fagblad Børn & Unge taler Egelund for, at en høj grad af skoleforberedende tænkning i daginstitutionerne vil ruste børnene til den kommende skolegang og føre til børn, der kan forstå en kollektiv besked, sidde stille på en stol og indrette sig efter, hvad resten af gruppen gør (Børnogunge, 2011). Dette kræver, at en langt større del af dagen skal gå med voksenstyrede aktiviteter, der kan bringe børnene ud over deres umiddelbare erfaringshorisont.

Den trygge voksen-barn relationen, et mål i sig selv eller et middel til læring?

Det praktiske arbejde i daginstitutionen har traditionelt været kendetegnet ved en tydelig prioritering af barnets følelsesmæssige og sociale udvikling, og den trygge voksen-barn relation har været betragtet som et mål i sig selv snarere end som et middel til læring og udvikling (Kragh-Müller, 2010, s. 17). Tanker om undervisning og faglig orienteret læring, som dem Egelund giver udtryk for, var forbeholdt skoleverdenen.

I nutidens konkurrencesamfund stilles der stadig større krav om, at børn skal lære mere og tidligere end før for at blive bedst muligt klædt på til det arbejdende voksenliv i den globale konkurrence. Loven om indføringen af de pædagogiske læreplaner i danske vuggestuer og børnehaver medførte, at pædagogerne forpligtedes til at styrke børns kompetencer i forhold til bestemte udviklings- og læringsmæssige temaer (www.dagtilbudsloven.dk, 2014).

Selvom loven umiddelbart tilgodeser alle aspekter af barnets udvikling, synes den herskende overordnede tankegang at være, at jo tidligere børn trænes i skolefaglige kundskaber, jo bedre vil børnene klare sig i fremtiden, altså en prioritering af barnets akademiske færdigheder (Kragh-Müller, 2010, s. 15).

Omsorg- versus skoleorienteret diskurs

Der synes at være enighed blandt eksperter om vigtigheden af, at børn lærer noget, så de senere i livet kan begå sig i samfundet. Uenighederne opstår, når diskussionen når til, hvad de skal lære samt hvordan, og hvor tidligt, dette skal foregå.

Der kan i den forbindelse identificeres mindst to divergerende diskurser om læring: En skoleorienteret diskurs med fokus på tidlig faglig læring, og en omsorgs- og relationspræget diskurs, der tager udgangspunkt i børns behov for tryghed og omsorg som det fundament, hvorfra al læring og udvikling foregår. Det er analysen og diskussionen af disse to diskurser, der har dannet omdrejningspunk for mit speciale.

Undersøgelsens design og metode

Jeg byggede mit speciale op som en triade bestående af et overordnet samfundsmæssigt perspektiv, der, med udgangspunkt i udvalgte af Bourdieu og Foucaults begreber og teoretiske implikationer, havde til formål at kvalificere analysen af mine empiriske undersøgelser. Derudover havde jeg to underordnede perspektiver: Læring og omsorg. I det læringsteoretiske perspektiv lå hovedvægten på Vygotskys tænkning om de højere psykologiske processer og zonen for nærmeste udvikling. Piagets ligevægtsteori fungerede som supplement. I det omsorgsteoretiske perspektiv tog jeg udgangspunkt i Rogers´ begreb signifikant læring samt de danske forskere Kragh-Müller og Sommers lærings- og udviklingsperspektiver. En Foucault-inspireret diskursanalytisk tilgang var gennemgående i undersøgelsen af min problemstilling og i analysen af mit feltarbejde, der bestod af semi-strukturerede diskursive interviews med to pædagoger og en teamleder (Brinkmann & Kvale, 2015, s. 211ff). Derudover observerede jeg den daglige praksis i en daginstitution.

Min undersøgelse

Mine observationer af dagtilbuddets pædagogiske arbejde tydeliggjorde, hvordan Vygotskys undervisnings- og instruktionsbegreb kontinuerligt var i spil i små vokseninitierede aktiviteter. Dog ikke med et fokus på indlæring af akademiske færdigheder, som pædagogerne gav udtryk for var en betænkelig vej at gå, men derimod baseret på en bredere forståelse af zonen for nærmeste udvikling og på, at læring skal knyttes til praktiske og meningsfyldte situationer.

Voksen-barn relationen kommer af sig selv

I interviewene italesatte pædagogerne vigtigheden af omsorg, nærvær og tryghed og fremhævede samtidigt barn-barn relationerne. Dette læste jeg som et tegn på, at en ny omsorgsdiskurs måske er ved at komme til syne. En diskurs, hvor sandheden er, at børns trivsel og læring bedst understøttes i børnefællesskabet frem for i en tæt relation med pædagogen. I interviewet udtalte en af pædagogerne, at voksen-barn relationen kommer af sig selv, hvis barn-barn relationen er på plads, og at den voksne i nogle situationer bør lægge en vis afstand til barnet for ikke at hæmme inklusionen. Børn disciplineres så at sige til at kunne klare sig uden en stærk relation til den voksne.

Det kan synes paradoksalt, at voksen-barn relationen overordnet står centralt i begge diskurser, mens mit studie tyder på, at der i praksis er en overvejende opmærksomhed på børnefællesskabet. En opmærksomhed, som bemærkelsesværdigt nok er forankret i et samfundsmæssigt fokus på social inklusion. Dette indebærer potentielt, at pædagogens primære opgave bliver at understøtte barn-barn relationerne – tilsyneladende uden et reelt fokus på den betydning voksen-barn relationen i sig selv har for børns trivsel, udvikling og læring.

Konklusionen i hovedtræk

I begge diskurser om læring er børn afhængige af voksne i læringsprocesserne, og repræsentanter for såvel den skoleorienterede som den omsorgs- og relationelle diskurs henter belæg for deres argumentation hos Vygotsky. Min analyse viser imidlertid, at der er afgørende forskelle i forståelsen af zonen for nærmeste udvikling og det centrale instruktionsbegreb. I den skoleorienterede læringsdiskurs vægtes primært de færdigheder og fag, barnet skal lære i zonen for nærmeste udvikling, som dermed synes betragtet som et instrument til at gøre barnet mere skoleparat.

Den omsorgs- og relationelle diskurs fremhæver også den voksnes betydning for barnets læring, men frem for at fokusere på fag og færdigheder, fokuseres der på pædagogikken og på, hvordan man kan bruge zonen som et dynamisk rum, der kan skabe bevægelse i barnets alsidige udvikling. Ikke kun i forhold til skoleforberedende aktiviteter, men i mange andre former for aktiviteter, hvor den voksne går foran barnet for at skabe læring.

Er formaliseret læring i daginstitutioner så godt eller skidt?

Om det får positive eller negative konsekvenser for daginstitutionsbørn, at der er fokus på tidlig formaliseret læring afhænger ifølge min undersøgelse af:

• Hvordan det pædagogiske arbejde tilrettelægges

Formaliseret læring i daginstitutionerne kan være positivt, hvis læringen foregår i meningsfyldte aktiviteter, som involverer det hele barns motivation og følelser og ikke kun den logiske venstre hjernehalvdel. Dette er især vigtigt for de børn, der kommer med en svag kulturel og social kapital. Det er essentielt, at den voksne agerer autentisk, sætter sig selv på spil og møder barnet med anerkendelse.

• Hvordan zonen for nærmeste udvikling, instruktion og undervisning forstås

Som et instrument til at udvikle på forhånd definerede akademiske færdigheder rettet mod skoleparathed, hvilket kan indebære en (for) snæver opfattelse af zonen, eller som et dynamisk rum, der kan skabe bevægelse i barnets alsidige udvikling, som de pædagogiske læreplaner netop er sat i verden for at sikre.

• Hvor meget og hvordan omsorgsperspektivet får plads i læringsdiskursen

Hvis formaliseret læring baseres på en tryg voksen-barn relation og foregår i alsidige og spændende læringsmiljøer og børnefællesskaber, kan det positivt påvirke børns glæde ved at lære og udvide deres horisont. Men hvis omsorg, tryghed og indlevelse bliver til en instrumentel strategi, som ikke tjener anden interesse end at agere sigtepunkt for den pædagogiske intervention og strategi, vakler hele fundamentet for langtidsholdbar og signifikant læring, som er et mål i begge diskurser.

Afrundning og fremtidige perspektiver

Egelunds udtalelse i Børn og Unge er en indikation på fremtidens retning, og den store opmærksomhed, der for nuværende er på små børns læring, må forventes at blive endnu mere markant i fremtiden. Nutidens buzz-word innovation understreger den store efterspørgsel på akkommodative læringsprocesser, og daginstitutionen tillægges sandsynligvis en endnu større rolle som den første institutionelle instans i den livslange kvalificering til den globale konkurrence. Pædagogikken skal i dagens Danmark måles og vejes, og der skal arbejdes evidensbaseret. Den fremtidige forskning kan efterfølgende rette sig mod måden, hvorpå dette sker, samt hvilke konsekvenser det får på længere sigt, at fremtidens børn vokser op i et miljø præget af en herskende diskurs, hvor blødere og mindre definerbare værdier ikke prioriteres.