Hvad ser du?

Hvad ser du
Foto: Lucy Nicholson / Reuters

 

Har du inden for de sidste dage læst avis eller været på de sociale medier, har du næsten ikke kunne undgå at se dette billede. Hvad ser du?

Man kan anskue billedet på mange måder, også i forhold til kulturbegrebet. Man kan anskue det ud fra Det traditionelle klassiske kulturbegreb. Det defineres i 1971 således af den engelske antropolog Edward Tyler

”Kultur er den komplekse helhed, der består af viden, trosretning, kunst, moral, ret og sædvaner, foruden alle de øvrige færdigheder og vaner et menneske har tilegnet sig som medlem af et samfund.”

Kulturen overføres fra generation til generation.

En anden måde at anskue billedet på er via det moderne komplekse kulturbegreb. Med globaliseringen, migrationen og de moderne mediers påvirkning anses kultur som værende dynamiske og i konstant udvikling. Kultur skabes mellem og af mennesker. Mennesket er ikke en passiv bærer af en kultur, men en aktiv medspiller i kulturskabelsen.

Jeg vil i dette indlæg tage udgangspunkt i en blog, skrevet om billedet, af Tom Jensen fra Berlinske.
Du kan læse bloggen her: http://tomjensen.blogs.berlingske.dk/2016/08/09/et-billede/

Tom Jensens fokus på billedet er, hvilken side af nettet man er på. Han formulerer det således:

”Det uundgåelige spørgsmål, man kommer til at stille sig, når man ser billedet, er dette: På hvilken side af nettet befinder jeg mig – billedlig talt? På hvilken side af nettet genfinder jeg det, som jeg står for? De værdier, jeg vil tale for, kæmpe for, angribe og parere for?
Billedet er provokerende, fordi disse spørgsmål er provokerende. Tankeprovokerende.”

De to værdisæt eller kulturer er ifølge Tom Jensen så forskellige, at man er nødt til at vælge side og ikke bare det. De er så forskellige at man må kæmpe, angribe og parere for den side man har valgt at tilhøre.

Tom Jensen henviser til Samuel P. Huntingtons tese The Clash of Civilizations:

”… den globale kamp mellem kulturer, mellem vestlig livsførelse og de uomgængelige frihedsprincipper, der knytter sig til den, og moderne islamisk fundamentalisme, som man i forskellig forklædning gennem 50 år har set den brede sig i Mellemøsten og derpå derudfra, især siden Khomeini tog magten i Iran i 1979.
Før 1979 bar de færreste af Irans kvinder tørklæde eller det, der dækker endnu mere. Men det kom de til efter det dekret, ayatollah Khomeini udstedte på selveste kvindernes internationale kampdag, 8. marts 1979. Herefter var tørklædet (hijab) som minimum dresscode for kvinder i Iran.
De var fra den dag uanset egne præferencer placeret på den ene side af nettet på stranden i Rio.”

Efter afslutningen ad den kolde krig har mange forsøgt sig med at forudsige, hvordan verden nu ville udvikle sig. En af dem er Samuel P. Huntington. Han argumenterede i 1993 0g 1996 for, at den næste store kamp ville blive mellem civilisationerne, The Clash of Civilizations. Huntington er ikke tydelig i sine afgrænsninger af civilisationer, men nævner blandt andre Vestlige og Islamiske civilisationer. Disse civilisationer forsøger at finde ud af hvem de er og hvem de holder sammen med i eventuelle konflikter. Nationerne og deres befolkning forsøger at besvare spørgsmålet –Hvem er vi?  Og de benytter sig af politik til at definere sin identitet. Han forudser et Vesten mod muslimerne.

”We know who we are only when we know who we are not and often only when we know whom we are against”
(Huntington, 1996: 21)

 

Huntingtons tese kritiseres af socialantropologen Ulf Hannerz i European Journal of Cultural Studies, 1999. Ifølge Hannerz minder Huntingtons tese om en høj status variant af, hvad antropologen Verena Stolcke (1995) beskrev som kulturel fundamentalisme.

”Ethvert menneske er defineret ud fra den kultur det tilhører eller som det er passiv bærer af. Kulturer eksisterer adskilt, af nationale, geografiske grænser. Kulturer kan ikke vurderes ud fra en overordnet, kulturuafhængig, generel standard. Relationer mellem bærere af forskellige kulturer er uundgåeligt konfliktfyldte. Den menneskelige natur er xenofobisk.”
(Verena Stolcke, 1995)

Huntingtons tese er ydermere blevet beskrevet som et selvopfyldende profeti. Hannerz skriver i sin kritik, ”at det er vigtigt at notere sig, at Huntington bruger et syn på kultur, der stammer tilbage fra midten af århundredet til at beskrive nutiden og alarmere om fremtiden”. (Hannerz, 1999: 403) Faren ved at klassificere civilisationer og mennesker er, skriver Hannerz, at man ikke tager højde for individet. Der er mange forskellige måder, at være mere eller mindre kristen, muslim osv. på og på samme tid, er man jo ikke kun muslim eller kristen, men også mange andre ting, der ligeledes præger individet. Hertil kommer også individets frie valg, tilvalg og fravalg.

Huntingtons fokus er på civilisationens overordnet strukturer. En anden måde at anskue det på er, at fokusere mere på individet. Såvel kulturel forandring som modstand afhænger af menneskers aktivitet. Menneskers forskellige agendaer og sociale aktivitet præger diskurser og holdninger og vice versa og dermed kulturen. Dermed er kultur ikke passiv eller statisk, men dynamisk og i flow. Kultur kan ses som et stille vandløb. Når man ser det langt fra, ser det ud som om vandet står stille, men kommer man tæt på, kan man se, det er i konstant bevægelse. Når vi ser på en kultur, vi ikke kender, kan det se ud til at alle ligner hinanden og der ikke sker forandring, men lærer man kulturen at kende kan man se individernes forskellighed kulturens bevægelse. Holdninger og praksisser kan forandres. Kultur er ikke kun at være, men også at gøre. Det er op til mennesket, om man ønsker en forandring.

Ligesom jeg også har beskrevet i mine tidligere blogs, afslutter Hannerz med at beskrive, at kulturmødet, eller mødet mellem mennesker, er svært. Særligt hvis det andet menneske har andre holdninger, vaner og praksisser end én selv. Andre kulturer kan være spændende og eksotiske at observere udefra, men befinder man sig midt i det, kan det være svært og en udfordring, man ikke har mod på at tage op.

Når man arbejder med kultur og interkulturelpædagogik er det vigtigt, at være sig bevidst om, hvilke kulturelle briller man bærer og reflektere over det. Det er ovenstående billede og Tom Jensens blog en god anledning til.

Vælger man at se på ovenstående billede med kulturfundamentalismens briller, virker integration håbløst og forsøg på det kan nemt latterliggøres. De to kvinder på billedet har ud fra dette syn intet til fælles. De er passive bærer af deres kultur og nationalitet. De er som olie og vand, der ikke kan mixes. De præges eller påvirkes ikke af globaliseringen. Det efterlader ikke meget håb til det interkulturelle pædagogiske arbejde.

Ser man derimod på billedet med det komplekse kulturbegrebsbriller, ser man naturligvis, at der er stor forskel på påklædningen. Man anerkender også at påklædningen symboliserer to forskellige sæt værdier/ normer. Modsat kan man også se en lighed i påklædningen, da den er præget af et kultur og muligvis ikke selvvalgt af nogen af nogen af kvinderne. Måske er det en betingelse for kvinderne for at deltage i OL? Kvinderne har måske ydermere det tilfælles at de er søstre, døtre, kæreste? Måske er den tyske kvinde en kristen, der praktiserer sin tro? Dermed har de det at være troende i en sekulariseret verden tilfælles. Måske har de samme smag i musik, måske spiser de begge på Mc Donalds i OL byen fordi kantinen er så dårlig (det har jeg læst, den er) Måske har de det tilfælles, at de savner deres familier under deres deltagelse i OL måske måske måske…. Jeg kender ikke de to sportsudøvere, jeg forestiller mig bare, hvilke ligheder, der kan være.

I det professionelle arbejde vil jeg altid opfordre til, at man spørger ind til vedkommende man står overfor og dermed få udfordret sine fordomme/forforståelse og lære indivdet at kende, men i dag når jeg ser på billedet, øver jeg mig bare i, at se efter ligheder frem for forskelle. Forskellene har Tom Jensen allerede fået øje på, han beskriver dem således:

”Man må se på billedet og se igennem de konkrete sportsfolks motiver for at klæde sig, som de gør, og spørge sig selv, om man vil hylde en mangfoldighed, om så den omfatter tvang. Om man vil hylde en mangfoldighed, om så den omfatter religiøst nedkastede dogmer. Om man vil hylde en mangfoldighed, om så den omfatter social kontrol. Om man vil hylde en mangfoldighed, om den så omfatter længslen efter et opgør mod alt, hvad de vestlige frihedsrettigheder bygger på.
Hvis man til syvende og sidst ikke kan tolerere den form for mangfoldighed, må man vælge. Man må stille sig på den ene side af nettet.”

 

Hvad ser du?

The clash of civilizations, som Tom Jensen. To passive kvinder. To kvinder der er dikteret, hvilket tøj de skal bære under og uden for OL. To kvinder, der ikke har indflydelse på eget liv og kulturelle udvikling. To kvinder så stærkt præget af deres nationale arv, at de ikke har noget tilfælles. To kvinder der ikke er under indflydelse af globaliseringen.

Eller ser du billedet, nikker genkendende til ovenstående, men kun når ser til højre for nettet?
Ser du to kvinder/ to civilisationer, der kæmper mod Vestens frihed eller Mellemøstens dogmatik og social kontrol?

Eller ser du to aktive kvinder/ to individer, der brænder for samme sport? To idrætsudøvere der spiller samme spil? To kvinder der har kæmpet samme kamp for at nå dertil, hvor de er i dag og begge har en fælles passion for deres sport. To kvinder som har det tilfælles, at de sammen netop nu oplever et af deres livs største øjeblikke.

Hvad ser du?

 

 

Kilder:

Hannerz, U. 1999. Reflections on varieties of culturespeak, European Journal of          Cultural Studies, 2: 3, s. 393-407.

 

Huntington, S. 1996. The Clash of Civilizations and the Remaking of World Order. New York: Simon & Schuster.

 

Stolcke, V. (1995)Talking Culture: New Boundaries, New Rhetorics of Exclusion in Europe, Current Anthropology 36: 1-13.

 

Et billede

 

2 Comments on “Hvad ser du?”

  1. Hvad ser jeg?

    Først og fremmest er det et ganske interessant emne, der er blevet taget op til debat.
    Efter min mening er det dog utrolig svært at svare på, da der er så mange ukendte faktorer, der spiller ind. Man ved netop ikke hvilken kulturel arv, de kommer ud af og hvordan de er præget gennem deres liv.
    Derfor er det også svært at svare både på om de ikke selv har haft indflydelse på deres kulturelle udvikling, men heller ikke om de i bund og grund har den samme passion for sport, eller der er et andet motiv bag ved deres opstilen til legene.

  2. Hej Pernille.
    Det er lige præcis den reflektion jeg ønsker at igangsætte med indlægget.

Leave a Reply

Your email address will not be published.