Af: Hanne Fie Rasmussen, stud. cand. mag. i pædagogik.

Bæredygtighed i uddannelsessystemet?

Så fik jeg afleveret mit speciale om bæredygtighed i uddannelsessystemet. En intens og spændende fordybelsesfase er dermed slut. Det er et speciale som har været ekstra spændende og vigtigt, i en tid præget af klimaforandringer, flygtningestrømme, stress og et vækstparadigme som jeg til tider synes er svært at forholde mit til. Og spørgsmålet er, om ikke bæredygtighed kan være en del af løsningen?

Specialets afsæt

Mit speciale tager udgangspunkt i forslaget om at bæredygtighed er uddannelsessystemets næste kontingensformel. Altså at uddannelsessystemet så småt er begyndt at bruge og fremover kommer til bruge bæredygtighed som den ledestjerne systemet navigerer efter. Forslaget udspringer af tre empiriske observationer. For det første UNESCOs globale vision om bæredygtighed i uddannelsessystemet, for det andet en strategi for indførelse af bæredygtighed i uddannelsessystemet gennem lovgivning i Ontario Canada og for det tredje et konkret dansk praksiseksempel fra Københavns Åbne Gymnasium (KG), hvor de allerede har gjort og fortsat gør sig en lang række erfaringer med bæredygtighed.

Formål

Formålet med mit speciale var, at iagttage og beskrive hvordan visionen om bæredygtighed som uddannelsessystemets kontingensformel kan forstå når den iagttages hhv. internt fra uddannelsessystemet og eksternt fra systemets omverden. Kontingensformlen bruger uddannelsessystemet til at træffe valg i en tid præget af kontingens. Det er kontingensformlen der bruges til at navigere blandt de praktisk taget uendeligt mange forstyrrelser, som uddannelsessystemet hele tiden må forholde sig til. Internt i systemet bruges formlen til at give kommunikationen retning og til at kommunikere det svære og uforståelige. Så når bæredygtighed er systemets kontingensformel, så vil bæredygtighed være en underliggende logik, som bruges til at give kommunikationen retning og til at foretage valg fx om nye fag der skal udbydes, temaet på den pædagogiskedag eller som på KG, hvor de valgte bæredygtighed som tema for en stor festival som blev afholdt på gymnasiet i 2015.

Hvordan kan jeg gennem en fremmediagttagelse af uddannelsessystemet forstå visionen om bæredygtighed som den næste kontingensformel? Og hvordan ser uddannelsessystemet ud, når det gennem en selviagttagelse genbeskrives med bæredygtighed som kontingensformel?

Metode

Måske har du allerede gennemskuet, at mit speciale tager afsæt i systemteorien og mere specifikt er det Niklas Luhmanns operationelle konstruktivisme. Jeg har gennemført tre succesive analyser, som med hvert sit fokus iagttager relationer. Den første analyse er en semantiskanalyse der fokuserer på uddannelsessystemets skiftende kontingensformler, så en formanalyse af formen bæredygtighed. Begge disse analyse er fremmediagttagelser af uddannelsessystemet. Den sidste analyse er en systemintern analyse. Her er der tale om en systemanalyse af Københavns Åbne Gymnasium.

Uddannelsessystemets skiftende kontingensformler

Først undersøgte jeg hvilken udvikling af uddannelsessystemet der kan iagttages, når de skiftende kontingensformler bruges som ledeforskel. Svaret herpå bruges hernæst til at argumentere for, hvordan uddannelsessystemet vil se ud, med bærdygtighed som kontingensformel. Det viste sig bl.a., at udfordringer som terror, klimakatastrofer og flygtningestrømme er med til at udløse skiftet til at bruge bæredygtighed som kontingensformel. Analysen viste desuden, at bæredygtighed kan bruges af unge til at navigere på en skala gående fra rigtigt til forkert, i uddannelsessystemet. Dette er en fordel for unge, fordi de fra det politiske system mødes med et krav om, at de vælge rigtigt første gang. Uddannelsesinstitutioner som fx gymnasier, der er kendetegnet ved selveje, kan bruge bæredygtighed som en fællesnævner, når det skal navigere mellem koderne formiddelbar og overskud, og så viser den semantiske analyse, at begrebet community er et af fundamenterne for at Bæredygtighed som kontingensformel.

Formen bæredygtighed

I den næste analyse undersøges formen bæredygtighed. Det undersøges hvad der kendetegner de forskellige forståelser af bæredygtighed, der viser sig i analysen, og resultatet viser, at bæredygtighed fortsat er en åbenform, som i høj grad er kendetegnet ved dets modsætning, det ikke-bæredygtige. Analysen viser også, at den økologi tematik der er blevet peget på, understøttes ved at indarbejde økologi lære, forstået som læren om, hvordan naturen er indrettet og virker på systemniveau, i læringsindholdet. Det viser sig også, at elevernes forståelse for bæredygtighed som et epokalt nøgleproblem, i praksis kan understøttes af didaktiske tiltag som Whole School under henvisning til professor Arjen Wals. Formanalysen foreslår at et økocentrisk verdensbillede, forstået som et verdensbillede, hvor verden grundlæggende forstås som et økosystem og hvor enkeltindividet reduceres til blot at udgøre en del af det samlede system, vil understøtte formen bæredygtighed.

Systemet Københavns Åbne Gymnasium

I den sidste analyse undersøges der hvad der sker, når kontingensformlen Bæredygtighed møder et dansk gymnasium. Analyse er empirisk funderet i data hentet gennem feltarbejde på Københavns Åbne Gymnasium, hvor man på flere måder arbejder med bæredygtighed. Mens formanalysen viser at det danske uddannelsessystem allerede er rammesat af en række bæredygtige læringsmål, så viser systemanalysen det modsatte. Her påpeges i stedet et spænd mellem gymnasier der arbejder med bæredygtighed, og den Gymnasielov som arbejdet rammesættes med. Analysen viser desuden, at valget af Bæredygtighed som kontingensformel kan forstås som et spørgsmål om at kunderne efterspørger bæredygtighed. Markedets efterspørgsel bliver da et bæredygtigt vilkår, som kan medføre nye/flere bæredygtige uddannelsesinstitutioner.

Uddannelsessystemets vision om bæredygtighed som den næste kontingensformel kan til sidst forstås som et modsvar på en række globale udfordringer, og så viser det sig at være en vision, der fungere på mindst to måder, nemlig som bæredygtighed for Communitiet og/eller Bæredygtighed for individet. Det gør den, fordi formen bæredygtighed rummer en række paradokser, der relaterer sig til graden af forpligtigelse på tværs af tid og rum, valget mellem frihed fra ydre tvang eller en sikring af kommende generationer kapital og ikke mindst grænsen markeret ved vækst overfor bæredygtighed.

Perspektivering

Det har været en helt utrolig rejser fra mine første idéer til hvordan læring og bæredygtighed kan kobles og frem til specialet nu ligger færdigt. Men det har også vist sig, at bæredygtighed er en værdi som rummer mange muligheder for uddannelsessystemet. Netop nu oplever jeg et stort fokus fra politiskhold netop nu på, at unge i højere skal fatte interesse for naturvidenskabelige fag, vælge erhvervsrettede uddannelser (jf. senest gymnasiereform 2016 men også erhvervsskolereformen). Kunne man fx forestille sig, bæredygtighed en værdi der kan virke som katalysator for en sådan udvikling? En katalysator fordi det er en værdi som kan forene det etiske, idealistiske og åndsvidenskabelige med en tro på teknologiskudvikling som en del af løsningen på en række presserende udfordringer? Jeg føler mig langt fra færdig med den værdi.