Det handler om kommunikationsproblemer – ikke kulturproblemer.

Af: Jeanette Servé Brunghart, studerende på Interkulturel pædagogik (BA)

 ”Han snakker ikke så godt. Det er fordi hans forældre er fra Grønland, og på Grønland taler man ikke med sine børn”. (Udtalt af en pædagog om et barn i en børnehave)

”Når xxx starter i vuggestuen, er det vigtigt, vi er opmærksomme på, at han kommer fra en arabisk familie. Han kan nok ikke finde ud af at sidde ved et bord og spise, for det gør de jo ikke!”(Udtalt af pædagog i en vuggestue)

”Han er helt ustyrlig. Han splitter snart hele stuen ad, hans mor siger intet. Det er fordi, de er fra Somalia, og der må moderen ikke opdrage på deres drenge, så de ved, de kan gøre lige hvad de vil, så længe deres far eller en anden mand ikke er tilstede.” (Udtalt af sygeplejerske på en børneafdeling om en dreng der var indlagt)

Ovenstående er eksempler taget fra praksis. Udtalt af uddannet personale.  ”Indsamlet” i min tid som pædagogmedhjælper samt på et sygehus, hvor jeg var ansat som social- og sundhedsassistent (SSA).  Alle tre eksempler begrundes ud fra den kulturelle forklaringsmodel. Børnene er fra en anden kultur, og derfor opfører de sig sådan, men kan man være sikker på de lever under disse vilkår? Nej, vil min påstand være, ikke uden at vi har talt med forældrene og hørt hvad der konkret sker i familien.

Det er emnet for denne blog post, hvor jeg vil tage udgangspunkt i kapitlet ”Kulturmøder i pædagogisk arbejde”.  (Funder Hansen, 2007)  Læst på BA-uddannelsen interkulturel pædagogik og dansk som andet sprog.

Kapitlet henvender sig, ligesom resten af bogen, til pædagoger, studerende og forskere inden for det pædagogiske felt. Ud over et opgør med og diskussioner af klassiske begreber, såsom det traditionelle kulturbegreb kommer Funder Hansen med nogle helt konkrete eksempler fra praksiserfaringer samt vejledning/anbefalinger til, hvordan man bør handle i helt konkrete situationer i kulturmøder. Bogen udkom i 2007, men den er lige så aktuel i dag med stadig flere migranter og flygtninge, der skal integreres ind i det danske samfund.

Funder Hansen laver et opgør med det traditionelle, statiske, kollektive kulturbegreb, at: ”Kultur er noget man har”, der i høj grad er præget af nationalitet. Der er sket en udvikling, og det dominerende kultursyn blandt antropologer er nu, at kultur er en dynamisk proces præget af individet selv, der ikke kun er forankret i nationalitet.

I takt med samfundsforandringer og globalisering har det været en nødvendighed at mennesker tilegner sig tværkulturelle kompetencer. Det er ikke nok at vide noget om andre kulturer, man må erhverve sig evnen til at kunne håndtere kulturel kompleksitet. (Funder Hansen, 2007)

”I relation til pædagogisk arbejde i det moderne danske samfund forventes pædagoger i stadig højere grad at mestre netop denne form for tværkulturel kompetence…… i den forbindelse er det også vigtigt at holde sig for øje, at det moderne kulturbegreb indebærer skabelsen af en kulturel identitet er en del af en central og kompliceret identitetsdannelsesproces hos mange børn og unge, der lever i et kulturelt krydsfelt.” (Funder Hansen 2007: side 168)

Pædagogen må altså selv lære at kunne håndtere kulturelle kompleksiteter og samtidig være en guide for børnene de møder i deres arbejde og til tider også deres forældre. Funder Hansen medgiver at kulturmøder ofte er vanskelige, og at man i det pædagogiske arbejde ofte fremhæver de problematiske sider:

”I en række forskningsprojekter fra forskellige institutionsmiljøer har man dokumenteret en udbredt tendens til, at mens danske børns problemer forklares med sociale, psykologiske og/eller neurologiske vanskeligheder, forklares etniske minoritetsbørns tilsvarende problemer først og fremmest med manglende sproglige og kulturelle ressourcer.” ligesom det ses i citaterne først i denne blog post.

Kapitlets hovedpointe er ifølge Funder Hansen selv, at pædagogens generelle faglighed evner at favne den kulturelle kompleksitet, hvis man ikke lader kultur forskellene stå i vejen for det. Der er altså ikke tale om, at der er behov for en særlig pædagogik til etniske minoritets børn. Der er ofte ikke tale om kulturelle vanskeligheder, men kommunikations vanskeligheder. Der kan nogle gange være en overfokusering på det kulturelle hos etniske minoriteter.

”Men eftersom talrige nyere feltstudier fra danske institutioner viser, at professionelle pædagoger i arbejdet med etniske minoritetsbørn og –unge har en stærk tendens til at glemme den indsigt, de i øvrigt har om børns og unges adfærd og udvikling vil kapitlet langt hen ad vejen betjene sig af ”det dårlige eksempel” for at rette fokus på den klassiske faldgrube: At man fralægger sig ansvaret og placerer ”skylden” for de problemer, som kulturmøderne afstedkommer, hos den fremmede kultur- og dermed løsningerne uden for rækkevidde.” (Funder Hansen 2007: side 169)

Jeg har spurgt mig selv hvad det er der fanger mig så meget ved netop det kapitel, og særligt det afsnit, der tager udgangspunkt i ”det dårlige eksempel”, og det er, at jeg genkender det fra min tid som pædagogmedhjælper og SSA på diverse institutioner og også i min tid som studerende på studiet Interkulturel pædagogik. For selvom vi netop skulle være dem med ”de helt rigtige kulturelle briller”, så bliver mine briller nogen gange fedtet ind i det klassiske kulturbegreb, hvor jeg antager og forestiller mig ting ud fra erfaringer, fordomme/forforståelse og glemmer at få spurgt ind til det konkrete menneske. Jeg oplever ikke, at det kun er mig som etnisk dansker, der gør det, men at den nogen gange også går den anden vej og at andre med en anden kulturel baggrund har fordomme over for mig ”som den typiske leverpostejsdansker”, men jeg tror på, at hvis vi hele tiden er opmærksomme på vores eget kulturelle kompas, så er vi godt på vej! Slutteligt vil jeg liste de råd op Funder Hansen afslutningsvis giver:

-Alle børn, unge og forældre har krav på at blive mødt med positive forventninger.

-Vi er alle præget af vores baggrund og opvækstvilkår-men vi er ikke bare reproduktioner af vores ophav-vi har valgt til og fra undervejs.

-Stereotypier om ”den anden” er naturlige, men en professionel tilgang til andre mennesker kræver, at man så vidt muligt ”bevarer et åbent sind”

-Pædagogisk arbejde kræver empati og kommunikation: lyt og lær!

Kilde:

Bundgaard, H. (2006b) Et antropologisk blik på kultur. I: M.S Karrebæk (red.). Tosprogede børn i det danske samfund. København: Hans Reitzels Forlag.

Funder Hansen, G. (2007). Kultur – begreber, analyse, praksis. In M. Sørensen (Ed.) Dansk, kultur og kommunikation. Et pædagogisk perspektiv. København: Akademisk Forlag, s. 166-192.