Det handler om kommunikationsproblemer – ikke kulturproblemer.

Af: Jeanette Servé Brunghart, studerende på Interkulturel pædagogik (BA)

 ”Han snakker ikke så godt. Det er fordi hans forældre er fra Grønland, og på Grønland taler man ikke med sine børn”. (Udtalt af en pædagog om et barn i en børnehave)

”Når xxx starter i vuggestuen, er det vigtigt, vi er opmærksomme på, at han kommer fra en arabisk familie. Han kan nok ikke finde ud af at sidde ved et bord og spise, for det gør de jo ikke!”(Udtalt af pædagog i en vuggestue)

”Han er helt ustyrlig. Han splitter snart hele stuen ad, hans mor siger intet. Det er fordi, de er fra Somalia, og der må moderen ikke opdrage på deres drenge, så de ved, de kan gøre lige hvad de vil, så længe deres far eller en anden mand ikke er tilstede.” (Udtalt af sygeplejerske på en børneafdeling om en dreng der var indlagt)

Ovenstående er eksempler taget fra praksis. Udtalt af uddannet personale.  ”Indsamlet” i min tid som pædagogmedhjælper samt på et sygehus, hvor jeg var ansat som social- og sundhedsassistent (SSA).  Alle tre eksempler begrundes ud fra den kulturelle forklaringsmodel. Børnene er fra en anden kultur, og derfor opfører de sig sådan, men kan man være sikker på de lever under disse vilkår? Nej, vil min påstand være, ikke uden at vi har talt med forældrene og hørt hvad der konkret sker i familien.

Det er emnet for denne blog post, hvor jeg vil tage udgangspunkt i kapitlet ”Kulturmøder i pædagogisk arbejde”.  (Funder Hansen, 2007)  Læst på BA-uddannelsen interkulturel pædagogik og dansk som andet sprog.

Kapitlet henvender sig, ligesom resten af bogen, til pædagoger, studerende og forskere inden for det pædagogiske felt. Ud over et opgør med og diskussioner af klassiske begreber, såsom det traditionelle kulturbegreb kommer Funder Hansen med nogle helt konkrete eksempler fra praksiserfaringer samt vejledning/anbefalinger til, hvordan man bør handle i helt konkrete situationer i kulturmøder. Bogen udkom i 2007, men den er lige så aktuel i dag med stadig flere migranter og flygtninge, der skal integreres ind i det danske samfund.

Funder Hansen laver et opgør med det traditionelle, statiske, kollektive kulturbegreb, at: ”Kultur er noget man har”, der i høj grad er præget af nationalitet. Der er sket en udvikling, og det dominerende kultursyn blandt antropologer er nu, at kultur er en dynamisk proces præget af individet selv, der ikke kun er forankret i nationalitet.

I takt med samfundsforandringer og globalisering har det været en nødvendighed at mennesker tilegner sig tværkulturelle kompetencer. Det er ikke nok at vide noget om andre kulturer, man må erhverve sig evnen til at kunne håndtere kulturel kompleksitet. (Funder Hansen, 2007)

”I relation til pædagogisk arbejde i det moderne danske samfund forventes pædagoger i stadig højere grad at mestre netop denne form for tværkulturel kompetence…… i den forbindelse er det også vigtigt at holde sig for øje, at det moderne kulturbegreb indebærer skabelsen af en kulturel identitet er en del af en central og kompliceret identitetsdannelsesproces hos mange børn og unge, der lever i et kulturelt krydsfelt.” (Funder Hansen 2007: side 168)

Pædagogen må altså selv lære at kunne håndtere kulturelle kompleksiteter og samtidig være en guide for børnene de møder i deres arbejde og til tider også deres forældre. Funder Hansen medgiver at kulturmøder ofte er vanskelige, og at man i det pædagogiske arbejde ofte fremhæver de problematiske sider:

”I en række forskningsprojekter fra forskellige institutionsmiljøer har man dokumenteret en udbredt tendens til, at mens danske børns problemer forklares med sociale, psykologiske og/eller neurologiske vanskeligheder, forklares etniske minoritetsbørns tilsvarende problemer først og fremmest med manglende sproglige og kulturelle ressourcer.” ligesom det ses i citaterne først i denne blog post.

Kapitlets hovedpointe er ifølge Funder Hansen selv, at pædagogens generelle faglighed evner at favne den kulturelle kompleksitet, hvis man ikke lader kultur forskellene stå i vejen for det. Der er altså ikke tale om, at der er behov for en særlig pædagogik til etniske minoritets børn. Der er ofte ikke tale om kulturelle vanskeligheder, men kommunikations vanskeligheder. Der kan nogle gange være en overfokusering på det kulturelle hos etniske minoriteter.

”Men eftersom talrige nyere feltstudier fra danske institutioner viser, at professionelle pædagoger i arbejdet med etniske minoritetsbørn og –unge har en stærk tendens til at glemme den indsigt, de i øvrigt har om børns og unges adfærd og udvikling vil kapitlet langt hen ad vejen betjene sig af ”det dårlige eksempel” for at rette fokus på den klassiske faldgrube: At man fralægger sig ansvaret og placerer ”skylden” for de problemer, som kulturmøderne afstedkommer, hos den fremmede kultur- og dermed løsningerne uden for rækkevidde.” (Funder Hansen 2007: side 169)

Jeg har spurgt mig selv hvad det er der fanger mig så meget ved netop det kapitel, og særligt det afsnit, der tager udgangspunkt i ”det dårlige eksempel”, og det er, at jeg genkender det fra min tid som pædagogmedhjælper og SSA på diverse institutioner og også i min tid som studerende på studiet Interkulturel pædagogik. For selvom vi netop skulle være dem med ”de helt rigtige kulturelle briller”, så bliver mine briller nogen gange fedtet ind i det klassiske kulturbegreb, hvor jeg antager og forestiller mig ting ud fra erfaringer, fordomme/forforståelse og glemmer at få spurgt ind til det konkrete menneske. Jeg oplever ikke, at det kun er mig som etnisk dansker, der gør det, men at den nogen gange også går den anden vej og at andre med en anden kulturel baggrund har fordomme over for mig ”som den typiske leverpostejsdansker”, men jeg tror på, at hvis vi hele tiden er opmærksomme på vores eget kulturelle kompas, så er vi godt på vej! Slutteligt vil jeg liste de råd op Funder Hansen afslutningsvis giver:

-Alle børn, unge og forældre har krav på at blive mødt med positive forventninger.

-Vi er alle præget af vores baggrund og opvækstvilkår-men vi er ikke bare reproduktioner af vores ophav-vi har valgt til og fra undervejs.

-Stereotypier om ”den anden” er naturlige, men en professionel tilgang til andre mennesker kræver, at man så vidt muligt ”bevarer et åbent sind”

-Pædagogisk arbejde kræver empati og kommunikation: lyt og lær!

 

Kilde:

Bundgaard, H. (2006b) Et antropologisk blik på kultur. I: M.S Karrebæk (red.). Tosprogede børn i det danske samfund. København: Hans Reitzels Forlag.

 

Funder Hansen, G. (2007). Kultur – begreber, analyse, praksis. In M. Sørensen (Ed.) Dansk, kultur og kommunikation. Et pædagogisk perspektiv. København: Akademisk Forlag, s. 166-192.

 

 

6 Comments on “Det handler om kommunikationsproblemer – ikke kulturproblemer.”

  1. Tak for et super godt indlæg Jeanette. Jeg vil forsøge at være mig mig kulturelle kompas mere bevidst fra nu af. Jeg tænker at det er et vigtigt budskab du formidler. Måske er der andre end mig, der har hørt om Tom Andkjærs aktuelle opsang til 3 “snothvalpe” (ellers kan den ses her: https://www.facebook.com/10Ting/videos/2023670524523718/?fref=nf). Jeg tænker at det på sin vis er det samme budskab han forsøger at sende (omend noget mindre sofistikeret). Men dejligt med et fagligt indspark i debatten.

    • Det er jo lige netop ikke det samme budskab. Funder Hansens opfordring er at gå i dialog med det enkelte individ, før man lægger ansvaret over på kultur. Tom har åbenbart behov for at nævne, at drenge er af anden etnisk herkomst end dansk, som gør hans udråb til en cocktail indeholdende 30% latent racisme og 70% selvpromovering.
      (caps-lock knappen sidder fast)

    • Hej Fie. (hvorfor kan jeg kun skrive med store bogstaver???)
      tak.
      Jeg HAR LIGE TAGET MIG NOGET TID TIL AT GENNEMSE TOMS VIDEO ET PAR GANGE. havde set den inden og havde en noget anden opfattelse, end den du beskrev, så så den igen, reflekterede og så den igen og kommer stadig frem til samme resultat. jeg synes ikke helt vi siger det samme.
      Jeg synes, tom er med til at sparke ind i nogle stereotyper; fem unge drenge med anden etnisk baggrund der ikke ved, hvordan man opfører sig og hvis man siger noget til dem, er man pr definition racist.
      Det kan jo være fem unge drenge, der er opvokset i Danmark og ja med anden etnisk baggrund, men måske har de boet her hele deres liv og så kender de helt sikkert godt spillerreglerne for køkultur. Det er jeg sikker på, de har oplevet gennem deres tid i diverse institutioner. Derudover er der, i følge tom selv, ingen af dem der nævner ordet racist, det er noget han tillægger. Tværtimod er drengene racistiske i deres kommentarer til tom, hvilket næsten er mere interessant. Selvfølgelig skal drengene opføre sig ordentligt, ligesom alle andre unge drenge og selvfølgelig skal vi forbeholde os retten til at sige noget og hvor ville det være dejligt vi gjorde det uden at se etniciteten først

      • ha ha og så er det meste alligevel skrevet med små bogstaver når det bliver posted 🙂

      • Hej Jeanette og Gihad, Toms video er nok en der deler vandene. Den pointe jeg gerne ville bringe frem er, at det Tom forsøger at sige (og her baserer jeg mig på noget så uvidenskabeligt som han udtalelse i Aftenshowet ;-)), er at drengenes opførsel hverken kan eller skal forklares med etnicitet, men med dårlig opførsel. Men jeg synes ikke at videoen er den bedste måde at forklare den pointe på. Dit blogindlæg er meget bedre! Jeg glæder mig til at læse mere!

        • HEj Fie.
          Tusinde tak!
          Ah så Giver det god mening. JeG havde ikke set det program kun videoen.

Leave a Reply

Your email address will not be published.