Den gode underviser

Af Hanne Fie Rasmussen, studerende på kandidatuddannelsen i Pædagogik på SDU.

Undervisningsprisen 2016

Hvert år uddeler Politiken en pris til årets undervisere i hhv. grundskolen, gymnasiet og erhvervsskolen –Politikens undervisningspris. I år har elever og forældre indstillet mere end 1100 undervisere til prisen. En af de udvalgte, der er kommet igennem nåleøjet og er blevet nomineret i kategorien grundskole, er Jannik Holbech Rasmussen. Udover at være læreruddannet, er Jannik også Cand. Mag. i Pædagogik fra SDU. Uddannelsesforsker Alex Moore[1] fortæller, hvordan de fleste umiddelbart vil kunne komme op med et svar, hvis de bliver spurgt, om de kan huske en god underviser fra deres egen skoletid, for en god underviser brænder sig fast i hukommelsen. Ofte vil man beskrive Den gode underviser i termer, der henviser til personlige egenskaber fx god humor, sans for retfærdighed eller dygtig til at kommunikere (Moore, 2000 s. 120). Egenskaber som en karismatisk og kommunikativ underviser gerne skal besidde. Men hvordan ser sådan en underviser ud?

Tre diskurser om Den gode underviser

Moore forslår tre diskurser, som Den gode underviser kan forstås ud fra, og hvor Den gode underviser er kendetegnet ved hhv.:

  • Karisma og kommunikation
  • Nyttighed og kompetence
  • Refleksion og praktiker

(Mine tilpassede kategorier efter (Moore, 2000)).

Af de tre peger Moore på Nyttighed og kompetence som den fremherskende diskurs[2].

Karisma og kommunikation

The charismatic teacher is often described as coming into the classroom deliberately unprepared—solely reliant on his or her subject knowledge, inherent popularity, and intangible ability to enthuse and inspire students. (Moore, 2000, p. 120).

 

Den karismatiske underviser bliver ofte anset for at være en rebel af det øvrige lærerkollegium. Gør tingene på sin egen måde, og har et tættere forhold til eleverne end til de øvrige lærere. Moore skriver, at i en tid hvor nyttetematikken er dominerende, kan der være tendens til at glemme at undervisning ofte er en både ekspressiv, emergent, intuitiv, fleksibel, spontan og emotionel gesjæft. Og når den er det, så er det at den karismatiske og kommunikative underviser har sin force. I denne diskurs vil der være indbygget en fleksibilitet i undervisningen, der gør det er muligt øjeblikkeligt at reagere på emotionelle udsving og giver plads til spontanitet. Evnen til at kommunikere klart, tydeligt og formålsbestemt er i denne diskurs afgørende. Og den gode underviser udmærker sig derfor ved at være en stærk kommunikator og ved at udvise en god fornemmelse for forskellige elevtyper og formår så at tilpasse både det verbale- og kropsproget herefter. Derfor skal Den gode underviser også være meget bevidst om sin fremtræden:

– how to position oneself physically in the classroom, – how to display, through appropriate body-language, a genuine interest in what students have to say, – knowing when to talk, when to listen and when to interrupt. (Moore, 2000, p. 121)

Nyttighed og kompetence

Moore argumenterer for, at karisme og kommunikation ikke er den diskurs der sigtes imod i læreruddannelsen. Her er diskursen nytteorienteret, hvorfor Den gode undervisers viden, kompetencer og færdigheder skal kortlægges og læreruddannelsen effektivt rettes her imod. Den gode underviser skal have fokus på, at levere fagligt interessant og veltilrettelagt undervisning, som er planlagt i et tæt samarbejde med de andre undervisere. Den gode underviser skal mestre faglighed, klasseledelse og være kompetent til at vurdere og registrere den enkelte elevs fremskridt.

Furthermore, the notion of the teacher as the ‘competent’ possessor and practiser of learnable skills helps to ‘demystify’ the teaching process in a way that the charismatic subject discourse does not (Woods 1996, p. 19), often providing for more confident and often more effective teachers. (Moore, 2000, p. 124)

 

I denne diskurs er Den gode underviser effektiv, og sikrer i kraft af sin egen faglighed, at eleverne får lært det de skal. Moore er dog kritisk overfor diskursen, fordi den nødvendiggør, at læringsindholdet entydigt kan udpeges, hvilket bestemt ikke er nemt i en kontingent verden.

Diskursen udfordrer den ’knap så gode underviser’

Moore peger på en i diskursen indbygget problematik. For diskursen kan være ødelæggende for den underviser, der på trods af eksamensbeviser der vidner om alle de rette kompetencer, fortsat ikke har succes i klasseværelset. Den sikre vej til succes, viser sig alligevel ikke så sikker… (Moore, 2000, p. 126) Og måske findes opskriften på Den gode underviser slet ikke? Moore bringer også et andet kritikpunkt, hvortil han låner sin argumentation hos Basil Bernstein[3]. Ifølge Bernstein, så hænger den magt, som diskursen ifølge ham har indbygget, sammen med en række fordele for de uddannelsespolitiske magthavere, der følger med den. Bernstein peger på, at diskursen gør det muligt for de politiske magthavere, at symptombehandle uddannelsessystemet. Med symptombehandle mener Bernstein at diskursen fx gør det muligt at placere skylden for nye pædagogiske tiltags eller -reformers fiasko hos institutioner og undervisere. Alternativt kunne en anden diskurs måske have belyse andre årsags- virkningssammenhænge, og som en følge heraf pege på mindre populære politiske løsninger som fx omfordeling af magt og penge som en løsning. Løsninger som , for en politiker ville være langt mere risikabel (Moore, 2000, p. 128), for det er som bekendt lettere at fyre træneren end at skifte hele holdet, eller forsøge at ændre på spillereglerne…

Refleksion og praktiker

Refleksion og praktik diskursen er kendetegnet ved, at der ikke lægges så stor vægt på nogle bestemte kompetencer, som Den gode underviser skal besidde. I stedet skal Den gode underviseren formå kritisk at reflektere de gjorte erfaringer og kunne omsætte dem og derigennem forbedre sit fremtidige virke.

The discourse encourages teachers (…) to take into account the ‘whole picture’ of their teaching, analysing the effectiveness of a lesson or series of lessons not simply by measurable outputs such as their students’ test scores, but through an attempt to evaluate what was learned, by whom, and how more effective learning might take place in the future. (Moore, 2000, p. 129)

 

Moore forklarer, hvordan Den gode underviser her skal have øje for potentialer og muligheder, mens Den gode underviser i en Nyttighed og kompetence diskurs skal have øje for universale sandheder. Nu er det efterhånden 15 år siden, at Moore beskrev de tre diskurser, og det kunne derfor være interessant at se på, hvilken diskurs der gør sig gældende i dag. Lad os derfor se på, hvad Jannik Holbech Rasmussen har særligt øje for når han underviser.

Fra High five til dyb stilhed

I Politikens nominering af Jannik Holbech Rasmussens, beskrives det hvordan, Jannik hver morgen møder tidligt ind, og tager imod eleverne med et High five. Efter den rituelle velkomst, markere lyden af skoleklokken, at timen er startet. På få sekunder forvandles den hyggelige morgensnak til stilhed. Jannik starter timen med et ”Godmorgen, dejlige elever, jeg har glædet mig”. Politiken fortæller videre, hvordan klassen førhen var kendt på lærerværelset som vilde aber, lærermobbende og fagligt svage. Det er den ikke længere. Jannik mener, at forandringen bl.a. hænger sammen med en ændring lærer og elever relationen.

Som lærere er vi i konkurrence med så mange platforme, så vi er nødt til vise, hvem vi er som mennesker, hvis vi skal motivere eleverne og vække deres interesse. (…) Hvis eleverne har en følelse af, at de er blevet set – så er de klar til at levere i undervisningen. (Jannik Holbech Rasmussen til Politiken)

Den gode underviser tør at afgive en del af magten

Jannik er ikke bange for at miste autoritet ved på denne måde at komme eleverne i møde.

Det er det, der er så fantastisk ved magt. Jo mere du giver slip på den og lader det være op til eleverne at afgive suverænitet, jo mere har de lyst til at give dig den. (Jannik Holbech Rasmussen til Politiken)

 

Klassens forældrene synes at Jannik er en god underviser, fordi han altid ser det positive i eleverne. Fx skriver han gerne en besked på intra til forældrene, når en elev har klaret noget godt og oplevet personlig succes. Forældrene har fået det indtryk, at Jannik, ligesom dem, glædes når en elev oplever succes.

Karisma, kommunikation og refleksion

Med Politikens nominering af Jannik synes de at honorere en underviser, der besidder en god portion karisma og som både er god til at kommunikere og til at reflektere. Jeg har været så heldig at møde Jannik på et forskningsprojekt, hvor jeg hjalp til som studenterhjælp. Jannik virkede på mig som en yderst reflekteret og særdeles teoretisk funderet kandidat i pædagogik. Dengang var jeg helt ny på uddannelsen, og jeg blev nærmest blæst bagover af Janniks viden ind i uddannelsesvidenskaben.

Den gode underviser anno 2016

Alt det her får mig til at tænke, gad vist om Den gode underviser anno 2016 ikke længere kan ’nøjes’ med en professionsbacheloruddannelse? Måske er det nødvendigt også at have en kandidatuddannelses som fx vores Cand. Mag. i Pædagogik i bagagen? Er det akademiseringens indtog vi ser her eller? Hvad er Den gode underviser for dig? Hvad siger din erfaring og hvad siger andre teorier?

NB! SDU har også en undervisningspris

SDU uddeler jo også hvert år en undervisningspris. Hvis du har lyst til at indstille en af dine undervisere til prisen, så skriv en begrundelse (1-2 sider) og send den til studienævnet senest 1. juni.

Kilder

Moore, A. (2000). Teaching and learning. Pedagogy, curriculum and culture.

Læs mere om Politikens undervisningspris på: http://politiken.dk/indland/uddannelse/undervisningsprisen/

Noter

[1] Alex Moore, Emeritus Professor ved Institute of Education, University of London

[2] Bogen er fra 2000, og man kan selvfølgelig diskutere om diskursen fortsat er den fremherskende.

[3] Basil Bernstein (1924-2000), britisk sociolog og lingvist, kendt for sit arbejde inden undervisningssociologi

6 Comments on “Den gode underviser”

  1. Følgende kommentar bygger på nogle generelle observationer. Jeg mener bestemt at folkeskolen ville have godt af flere pædagogiske akademikere. Faktisk mener jeg ikke at vi nødvendigvis skal have én uddannelsesvej vej ind til FS – men flere veje for at sikre en hvis diversitet i rekrutteringen. Jeg er klar over at Danmarks lærerforening vil korse sig over sådan en udtalelse, men FS trænger til et boost af nye tanker, for ikke at skabe mere af det samme. Jeg oplever dagligt at pædagogiske løsningsforslag ikke løfter sig ud af hverdagstænkning – men forbliver i det gammelkendte. Det er hamrende vanskeligt at indføre nye måder at tænke på (fx informering af sin undervisning og fokusskiftet fra undervisning til læring) Jeg tror ikke man er rustet eller gearet til det. Jeg oplever også en FS hvor man nok noterer sig en pædagogisk udviklingsdiskurs gennem forskningen, som man i italesættelsen kobler sig på for at markere sig, men den følger sjældent ind i praksis, måske fordi det kontrasterer eller direkte modstrider den institutionelle praksis. Der er meget modstand på forandringer i FS – så meget af de nye læreruddannede ofte finder anden beskæftigelse måske fordi pladsen til nytænkning antageligvis er så trang (17000 læreruddannede finder andre veje til beskæftigelse). Forskellen mellem FS og andre institutioner, når det kommer til modstand, kunne måske være, at læreren stadig – på trods af diskursen om åbne klasseværelser, stadig betragtes som privatpraktiserende, der egentlig kan lukke døren og gøre som man nu synes. Man kan tale om forandringer, men man kan også selv styre om man vil indføre det. Dette på godt og ondt, for hvordan kan man udvikle sin praksis, hvis man ikke bliver forstyrret i ny og næ.

    • Tak for et spændende indspark og nogle reflekterede perspektiver Jannik! Jeg krydser fingre for at du når langt i konkurrencen, måske det også kan være en vej til at få dine perspektiver frem.

  2. Rigtig interessant læsning. Jeg vil ligesom Nikolaj Elf forsøge at leve op til idealerne, når jeg underviser mine kursister i dansk som andetsprog.

    Nikolaj: du gør det rigtig godt! 😉 hilsen en af dine tidligere studerende.

  3. Spændende indlæg, der satte tanker igang!
    Jeg har fulgt med i Politiken, og særligt efter dit indlæg, var jeg spændt på, hvilke kvaliteter der ville blevet lagt vægt på i udvælgelsen og hvilke kvaliteter vinderne har.
    Det ord der, i artiklen om de tre vindere, bliver brugt flest gange er kreativitet og det må man da sige de besider med rollespil og dating profiler i undervisningen. De formår også at gøre undervisningen relevant og benytter flere forskellige modaliteter i deres undervisning og tager læringen ud af klasserummet.
    Fælles for de tre beskrives der, at de har en stærk faglighed og videreformidler på En inspirerende måde. De har blik for den enkelte elev og fællesskabets muligheder. De gør undervisningen varieret og relevant. (Har man læst Janniks kommentar bemærker man, at de bruger ordet undervisning og ikke læring) Der beskrives også at de er dygtige og ordet læredyder bliver brugt om den ene. Samtidig beskrives der, at det ikke nødvendigvis er grundet mange års erfaring, at man er en dygtig underviser.
    Man kan vel konkludere, at mange af de ord der bruges lægger sig op ad de kategorier du med henvisning til Moore beskriver Fie. Karisma, kommunikation, nyttighed, kompetence og refleksion og måske de tre undervisere i deres valg af metoder af andre beskrives som rebeller.
    Jeg er enig med Jannik i, at idealet ville være flere faglige veje ind i den danske FS fremfor en fælles vej. Det blev jeg særligt opmærksom på, da jeg den anden dag talte med en kollega på det plejecenter, hvor jeg arbejder. Jeg er ansat som Social-og sundhedsassisten hun som sygeplejerske. Vi talte om nogle udfordringer der er i perosnalegruppen, her med fokus på Social-og sundhedshjælperne. For forståelsens skyld skal det nævnes, at deres uddannelse tager godt et år. Vi sidder begge og tænker over løsninger og i mens hun udbryder “De skal have noget undervisning, vi må undervise dem !” Udbryder jeg “Der er altså også noget helt galt med diskurserne og kulturen herude !” Det viser vist tydeligt hvilke “briller” vi hver især bærer 🙂
    Det fik mig til at tænke på, om det er mere uddannelse der skal til, eller en anden, eller en kombination af flere? Førhen talte man meget om ildsjæle, de der der lige gav den “en ekstra tand”. Hos de tre udvalgt undervisere er det så deres uddannelse, der gør dem til en dygtig underviser eller er det fordi de er “ildsjæle”? Og måske endnu mere vigtigt, hvorfor er det, som Jannik beskriver det, sådan i Folkeskolen, hvorfor løfter man sig ikke iver hverdagstænkning og hvorfor staunerer det? Det lyder næsten til, at underviserne har læringsmodstand eller kvæler travlhed, reformer og dokumentation kreativitet, arbejdsglæde og nytænkning eller er det diskursen fra politikernes side, som Bernstein beskriver det,
    I tilfældet på plejecenteret blev vi enige om at have fokus på såvel uddannelse som kultur og diskurs.

Leave a Reply to ANE QVORTRUP Cancel reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *