Blyantens magt i observationer

Som en del af mit kandidatstudie i Pædagogik har jeg valgt et projektorienteret forløb i stedet for et valgfag på 3. semester. Det projektorienteret forløb er i forskningsprojektet ”Drenges underpræsteren i folkeskolen”, ledet af Lektor Ane Qvortrup på Institut for kulturvidenskaber.  Forskningsprojektet ønsker at bidrage til tidligere forskning på området med et nyt blik på drenge. Nogle af de foreløbige resultater kan læses på bloggen folkeskolen.dk, her.

I projektorienteret forløb er det den studerendes egen opgave at finde og undersøge et fokus, som en stikling fra forskningsprojektet. Denne undersøgelse kan eventuelt bidrage til selve forskningsprojektet. Mit bidrag, er et fokus på interaktionen, i drengenes kammeratsystemer, hvor et kammeratsystem er at forstå som en selvorganiseret drengegruppe. Jeg undersøger, hvilke muligheder drengene har for at koble sig til og fra, i selvorganiserede kammeratsystemer. Ydermere vil jeg belyse dynamikker og roller i kammeratsystemerne, og – om muligt – hvilken betydning det har i forhold til klassens undervisningssystem. Hensigten med min undersøgelse er, i forlængelse af forskningsprojektets foreløbige fund, at opnå øget forståelse for drenges hverdagsliv, således at der på sigt kan ydes bedre støtte og vejledning, mhp. at øge drengenes mulighed bedre læring.

For at få viden om drengenes roller, har jeg været ude i en 7. klasse. Her har jeg observeret hvordan drengene deltog i undervisningen, særligt i deres omstilling fra kammeratsystemet til undervisningssystemet. Jeg har også observeret, hvordan fokus eleven (en udvalgt dreng) agerer er i forhold til bordgruppen eller sidekammeraten, i de situationer, hvor han ikke synes at deltage aktivt i undervisning. Jeg har haft fokus på, hvorvidt denne ikke-deltagelse synes at forplante sig fra drengen til andre elever. Jeg har også observeret en pige i klassen, for at få mulighed for at sammenligne på tværs af køn. Derudover har jeg interviewet nogle drenge for at undersøge, hvordan den enkelte dreng beskriver sit forhold til de andre drenge i klassen, hvordan drengene organiserer sig, og om drengene oplever at der er en eller flere ledere i drengegruppen.

 

Virkelighed, hvad er det?

Da jeg sad der på bagerste række i 7. Klasse, og observerede, blev jeg ramt af en filosofisk tankerække over hvad virkeligheden egentlig er?

Jeg satte krydser på mit observationsark med 10 minutters intervaller. Der sker VIRKELIG meget på 10 minutter i 7. klasse. Så mine overvejelser gik på, om krydset skulle være et øjebliksbillede af hvad der skete på det 10. minut eller skal det være en opsummering af de 10 minutter.

Med en opsummering, ville det jo kun være af de øjeblikke jeg havde bemærket, og når jeg var ved at observere 4 elever på en gang – så ser jeg ikke alt. Min beslutning blev, at anvende et øjeblikskryds som udtryk for, hvordan jeg oplevede øjeblikket. Der var 10 minutters intervaller, hvor den dreng, jeg observerede, var meget fokuseret, og når så blyanten svævede over papiret for at sætte øjeblikskrydset, så begyndte han pludselig at snakke med sidekammeraten… Nu fik blyanten pludselig magt. Jeg fik en følelse af at sidde i et dilemma; var det fair at skrive, at han ikke var deltagende? Igen blev min beslutning, at jeg har valgt øjeblikskrydset, og det kunne ligeså godt have været den anden vej. Alligevel har jeg ikke kunnet slippe alle de her tanker helt. Men det var jo bare et kryds, der skal gengive, hvad jeg så i øjeblikket. Refleksionen fortsætter i mit hoved, det hele kører lidt rundt. Det er da en fornuftig beslutning, det med øjeblikskrydset, ikk? Jo, det er det, beroliger min refleksive fornuftige hjerne sig selv… Et øjebliks ro, og så starter det lige så stille igen. Er jeg ved at blive tosset? Eller er det sådan det er at forske? Derudover dukkede bekymringen op om, hvorvidt jeg overhovedet ville få noget viden, der bare var lidt nyt? Eller ville jeg bare finde mere af det samme som allerede er vist i tidligere studier. Min super fornuftige hjerne tager en runde mere….

Virkelighed, hvad er det? Er et øjeblikskrydset egentlig fyldestgørende og fair? Jeg kunne jo ikke vide, hvad der skete inde i drengenes psykiske system, og derfor måtte det altid blive en fortolkning af drengenes øjeblik gennem min forståelse af situationen. Hvis jeg nu kunne have spurgt de elever der blev observeret – lige i sekundet hvor øjeblikskrydset skal sættes – ville resultatet så have været markant anderledes?

 

Betryggende læsning fra en SDUs egne

Jeg er ikke den eneste, som har gjort mig sådanne filosofiske overvejelser. Anders Kruse Ljungdalh, Lektor på SDU, har skrevet en artikel ”Om galskab og refleksion: begrundelse for en pato-epistemologisk metode” i bogen ”Metodefetichisme. Kvalitativ metode på afveje?

Så mine overvejelser, om hvorvidt jeg finder noget nyt i mit lille forskningsprojekt, er måske slet ikke grebet ud af den blå luft. Ljungdalh skriver i sin artikel:

For hvordan ved man, at ens empiriske erfaringer og ens metodiske overvejelser, ens refleksion over relevanskriterier eller metodevalg, ikke blot bliver ved med at reproducere den orden, som disse overvejelser udspringer af? Kan vi med andre ord stole på vore egne erfaringer? (s:84)

Ljungdalh skriver videre, at selve den kvalitative forskningsinstitution, godt kan leve med, at der er enkelte forskere der har vildskud eller producerer mere af det samme. Det står og falder videnskaben ikke med og som forsker må man have tillid til, at selve forskningsinstitutionen bevæger sig fremad i en fornuftig progression (Ljungdalh,2015, s:89-90). Måske er det også godt at finde mere af det samme i andre sammenhænge, eller bare det at beskrive mere af det samme på en anderledes måde, det kan muligvis gøre, at en anden forsker kan tage den viden et nyt sted hen.

Efter fundet af denne artikel, er jeg lidt mere rolig, og min fornuft fortæller mig endvidere, at jeg jo er helt ny i denne verden. Så det er bestemt betryggende læsning.

Så begynder det igen, det hoved… Kan jeg reflektere mig til en erkendelse? Hvis jeg tager udgangspunkt i Descartes, så er der en vej gennem meditationer. Men først skridt er, at tvivle på alt; inklusiv sine erfaringer, sin fornuft og sin eksistens. Descartes konstaterede, at han kunne tvivle på alt, men ikke om hvorvidt at han tvivler. Selvom han tvivler, var der tanker, deraf udleder han den berømte sætning: ”cogito ergo sum” – ”jeg tænker altså er jeg”. I tvivlen bliver han forbavset over, at hans tanker kan begå fejl, også helt uden at han lægger mærke til det. Derfor bliver tvivlen en form for kvalitet, da den fører til, at mere evidens tilvejebringes. (Ljungdalh, 2015, s: 87)

Hvis nu at jeg skal bruge Kants fremgangsmåde til at komme frem til erkendelsen, vil det være fornuften, der skal undersøge, om det er fornuftige valg af forskningsmetoder og erkendelse. Derved bliver det fornuften, der skal reflektere over fornuften selv. Der vil udfaldet ofte være overvejende positiv.

 

Er der en konklusion et sted

Hvis tvivlen er et kvalitetstegn, så er jeg godt på vej. Hvis fornuften skal styre, er jeg også fint kørende. Jeg er stadig lidt uklar, men må berolige mig ved, at det kan godt være det ikke er revolutionerende forskning jeg har gang i, men jeg har fået en lille indsigt i forskningsinstitutionens verden.

 

 

 

 

Litteraturliste:

Ljungdalh, A. Refleksion og galskab. I J. E. Møller, S. S. E. Bengtsen & K. P. Munk (red.) Metodefetichisme. Kvalitativ metode på afveje? Aarhus Universitetsforlag, 2015. s. 81-102.

 

Pædagogprofessionen blev med et pennestrøg curlingforældrenes forlængede arm

I år blev året hvor jeg for første gang havde et vores ’børn’ – 20 år – på Roskilde Festival, som første-gangs-festival-mor, har jeg intenst fulgt med i medierne og selvfølgelig ikke mindst vejrudsigten.

I løbet af Roskilde Festivalens uge, har forskellige medier haft meget travlt, på sarkastisk vis, med at hænge curlingforældre ud. Diverse indlæg på Facebook er blevet delt, liket og ivrigt kommenteret. Blandt andet Folkekirkens Nødhjælp der ville sætte tingene i perspektiv og brugte lejligheden til at samle penge ind, se videoen her mens P3 – DR lavede et satirisk indlæg til urolige mødre om, at Roskilde Festivalen har ansat pædagoger. Flere gik med på joken, og spurgte i kommentarfeltet om pædagogen kunne tjekke op på deres børn. Herefter var der så svar fra ’pædagogen’, et eksempel:

”Vi kan ligeså godt sige det som det er, Jannie. Han er jo ikke en nem unge at have med at gøre. Vi overvejer lidt, om han skal hjem på en tænker, ikk’ også”. Mvh pædagog-Troels

Alt sammen bare for sjov og for at sætte tingene i perspektiv… Men hvilket perspektiv? Og hvad skete der med spørgsmålet om, hvorvidt Roskilde Festivalen havde solgt for mange billetter til de enkelte pladser?

 

Curlingforældre

Det kan synes som om, at ’vi’ kan blive enige om at hænge de værste curlingforældre ud. Dem, der ringer til Roskilde Festivalen eller til sit barns arbejde for at brokke sig på sit barns vegne. Det interessante er vel, hvor mange forældre gør egentlig det, set ud fra hvor mange unge, der deltager på festivalen. Samtidig er det relevant at spørge, hvordan der kan være så stor enighed om, at curlingforældre har misforstået rollen som forældre. Enighed om, at de ikke hjælper børnene til at tænke selvstændigt eller tage ansvar for sig selv, men udviser et misforstået hensyn?

Professor i udviklingspsykologi ved Aarhus Universitet, Dion Sommer, beskriver begrebet curlingforældre som et fantom. I stedet for at lave generaliseringer af børn og skyde skylden på forældrenes opdragelse bør vi se kritisk på det samfund, som omgiver dem.

Han udtaler i Jyllandsposten, d.26.6 2017: ”Jeg har undersøgt 4.500 danske forældre med børn og spurgt til deres opdragelsespraksis og omsorg, og andelen af overbeskyttende curlingforældre var nede i promiller.”

Psykolog Grethe Krag-Müller, forholder, sig ligeledes kritisk til begrebet curlingforældre og at mange har for travlt med at italesætte hvordan forældre opdrager deres børn. Når stereotyper som curlingforældre bliver gentaget igen og igen i medierne, bliver det til en slags sandhed, og en måde ’vi’ forstår virkeligheden med.

Hvorfor er der så stor enighed om at være forargede over, at nogle forældre i højre grad hjælper deres børn mere end andre gør? Det kan være et udtryk for, at vi alle er curlingforældre i en eller anden grad, at det er en samfundstendens, at ville hjælpe vores børn på vej. Dog er det balancen i det at hjælpe, der som forældre kan være svært, for ingen ønsker vel at resultatet af hjælpen bliver uselvstændige og ansvarsløse unge. Ved at italesætte de ’værste’ eksempler som andre forældre gør, frifinder man samtidig sig selv. Der er nogle som er curlingforældre i højere grad end jeg, så går det nok….

 

Pædagogprofession

Satire er en genre, der på humoristisk vis ved hjælpe af ironi og overdrivelse udstiller eller kritiserer konkrete mennesker. Målet er ofte for at dreje opmærksomheden hen på situationen eller de holdninger, som udspiller sig i satiren, som afsenderen synes bør ændres eller forbedres. I P3-DR’s satiriske Facebook opslag, var det så både forældre og pædagoger, der blev latterliggjort, og pædagogen blev fremstillet som en, der ukritisk ’bare løber forældrenes ærinde’.

Pædagogprofessionen er ’ung’, og der har været en del debat om, hvorvidt det overhovedet er en profession. Selvom professionen har haft stor betydning for etableringen af velfærdsstaten, har der været en del usikkerhed om, hvad – udover at passe børn – der egentlig er pædagog-kompetencer. (Kristensen 2014: 171)

Selvom P3 her har forsøgt at sætte fokus på, at en del af en pædagogs arbejde består i at være curlingforældres forlængede arm, kan det samtidig ses som et udtryk for, at der stadig mangler en bredere forståelse for professionens arbejde?

Pædagogprofessionens fagforeninger, SL og BUPL har i de seneste år arbejdet med professionens identitet og etiske kodex.

’Tilliden og identitetsspørgsmålet er afgørende for professionen. Uden tillid vil mennesker ikke lægge vigtige sider af deres livssituation i de professionelles hænder. Samfundet vil heller ikke betro professionen de ressourcer og beføjelser som socialarbejde og pædagogisk arbejde afhænger af.’ (BUPL 2008:11)

Det synes som om, at dette arbejde fortsat er nødvendigt, da professionens arbejdsopgaver også udvikler sig i forhold til nye arbejdsopgaver og tiltag.

 

Perspektiv

Det at sætte ting i perspektiv, gøres ofte for at kunne se en konkret situation i lyset af lignende situationer. At sætte ting i perspektiv, kan også være manipulerende, for alt efter hvad man sammenligner situationen med, kan den konkrete situation fremstå bedre eller værre. Dette ses blandt andet i den måde, Folkekirkens Nødhjælp vælger at udstille curlingforældre som et eksempel på suboptimerende mennesker, der ’kun’ har øje for det mest nære, deres egne børn. Herefter udnyttes denne forestillingen eller fantom – i et ironibåret forsøg på at åbne folks øjne for, at der findes en verden udenfor Danmark, hvor problemerne er af en noget mere alvorlig karakter. Med videoen har Folkekirkens Nødhjælp formået at bagatellisere det faktum, at der var kaos på Roskilde Festivalen samt at latterliggøre både de unge og deres forældre. Det fjerner jo ikke de unges opfattelse af at være i en kaotisk og kold situation, som lige der var deres verden og virkelighed, de skulle forholde sig til. Hvorvidt de unge bliver taget alvorligt, når de klager over forholdene på Roskilde Festivalen, må nok stå hen i det uvisse. Med Folkekirkens Nødhjælps trang til at sætte tingene i perspektiv, forsvandt hele debatten og fokusset på, om der faktisk var solgt for mange billetter til de omtalte områder eller om vagtselskabet ikke kunne styre processen med at fordele pladserne….

 

Kilder

http://jyllands-posten.dk/livsstil/ECE9680621/ekspert-om-curlingforaeldre-det-er-et-fantom-en-konstruktion/

http://jyllands-posten.dk/kultur/ECE9682516/noedhjaelpsorganisation-har-skabt-viralt-hit-med-stikpille-til-roskilde-festivals-curlingforaeldre/

https://www.information.dk/debat/leder/2017/06/stoerste-problem-moderne-boerneopdragelse-pylrede-curlingforaeldre-praestationssamfundet

http://www.dr.dk/nyheder/kultur/festival/folkekirkens-noedhjaelp-laver-populaer-roskilde-video-efter-foraeldreklager


			

Click to access etisk_vaerdigrundlag_2015_revideret.pdf

BUPL, 2008 ”Vejen til en professionsetik for pædagoger” Stenby Tryk Kristensen, Jens Erik (2014) Velfærdsprofessionerne i konkurrencestaten – i lyset af velfærdspolitikkens omkalfatring. I: Gitte Sommer Harrits, Martin Blok Johansen, Jens Erik Kristensen, Lars Thorup Larsen & Søren Gytz Olesen (red). Professioner under pres. Aarhus, VIA Systime.

Digitale læringsplatforme – afslutningskonference

 

I går blev afslutningen på forskningsprojektet Anvendelse af digitale læringsplatforme og læremidler markeret med en åben fælles konference for alle med interesse for emnet og for alle de (os) forskere og praktikere der har samarbejdet i projektet.

Fremtidsværksteder og designworkshop

Gennem de sidste otte måneder har forskere og praktikere samarbejde om at generere viden om hvordan implementeringen af de digitale læringsplatforme, og det didaktiske, pædagogiske og teknologiske potentiale og risici, der følger med. Der er afholdt fælles møder og konferencer, der er afholdt fremtidsværksteder og designworkshop på alle de deltagende skoler. Skolerne har designet forløb og testet platformene og ledere, lærere og pædagoger har i fælllesskab drømt om hvad de læringsplatforme indeholder af såvel potentialer, muligheder og risici, de har også ladet sig interviewe og ført logbøger, så forskerteams’ne havde noget at arbejde med. Vi forskere har derfor at finde såvel ude på landets skoler som hjemme på kontoret. Projektets empiri her behandlet med en forandringsteori dels på skoleniveau og på projektniveau. Alt samme på bare otte måneder, og det er resultaterne af disse samarbejder, der i dag præsenteres på den afsluttendekonference.

Professor Morten Misfeldt præsenterer projektets rammer

Afsluttende konference

Konferencen blev indledt af Professor Morten Misfeldt fra Aalborg Universitet, der har været forskningsleder af projektet. Han præsenterede dagensprogram og gav ordet videre til en række af de forskere, der har deltaget i projektet. Docent Karsten Gynther fra UC Sjælland gav et indblik i noge af projektets vigtigste fund. Det internationale review har fx vist, at brugere af platformene, altså lærere og pædagoger, generelt udtrykker bekymring i forhold til implementeringen af teknologier som læringsplatforme. Den retter sig særligt imod, hvorvidt de får indflydelse på implementeringen. Reviewet viste også, at lærere oplever at læringsplatforme mest indsamler data om undervisningen, i stedet for at understøtte elevernes læreproces. Gynther kunne fortælle, at projektet har vist, at mange af tendenserne fra reviewet også har været gældende på projektets 15 case-skoler. Mange er fx. bekymrede for om de får indflydelse på top down beslutninger relateret til implementeringen af læringsplatforme. Endelig fortalte Gynther om en række design narrativer, det vil sige design funktioner som projektets deltagere i deres fortællinger om læringsplatformen, har givet udtryk for, at læringsplatformen kan være et redskab til at arbejde med.

Docent Karsten Gynther præsenterer en række designnarrativer

Som billedet af Gynther slide viser, så fortæller projektets lærere og pædagoger således, at de bl.a. ser læringsplatformen som et redskab der understøtter:

  1. Teamsamarbejde
  2. Forældresamtalen
  3. Evaluering
  4. Inddragelse af forældre i læringsprocessen

Det fire punkter er nævnt i prioriteret rækkefølge. Flest har altså peget på læringsplatformen som en redskab der understøtter de fagprofessionelles teamsamarbejde på skolen.

Projektets metode

Den næste til at på podiet, var Professor Lone Dirckinck-Holmfeld fra Aalborg Universitet. Hun fortalte, at projektet metoder – fremtidsværksteder og designworkshops – blev brugt med stor succes. Dirckinck-Holdfeld  fortalte, at metoderne ikke er nye, projektet har blot relanceret dem. Metoderne er kendetegnet ved, at de kan bruges til at bringe praktikeres erfaringsviden i spil. Der er således tale om participatory design, hvor systemudviklere, designere og pædagogisk personale arbejder sammen om videreudviklingen af læringsplatformen.

Lektor Stig Toke Gissel fra University College Lillebælt fortalte om hvordan projektet formidles fx på EMU.dk. Her findes såvel eksemplariske cases, tutorial mv. Se bl.a. her:

http://www.emu.dk/modul/opbygning-af-et-undersøgelsesorienteret-forløb-indskoling-på-en-læringsplatform

http://www.emu.dk/modul/lærervejledning-til-undervisning-i-og-med-læringsplatforme-i-indskolingen

http://www.emu.dk/modul/opbygning-af-et-undersøgelsesorienteret-litteraturforløb-udskoling-på-en-læringsplatform

http://www.emu.dk/modul/læringsplatformen-som-dialogværktøj-i-skole-hjemsamarbejde

Lektor Ane Qvortrup fra Syddansk Universitet sluttede konferencen af, med en vidensopsamling. Hun fremhævede tre opmærksomhedspunkter som projektet har udpeget:

  1. Implementering
  2. Organisations-, skole- og fagkultur
  3. Kompetenceudvikling

Endelig fremhævede Qvortrup, at arbejdet med læringsplatformene ikke må betyde, at skolerne går på kompromis i forhold til at levere god undervisning – og at projektet har vist, at det heller ikke nødvendigt!

 

Baggrund for projektet

I 2014 trådte en ny folkeskolereform i kraft. Reformen har det overordnede mål, at folkeskolen skal “udfordre alle elever, så de bliver så dygtige, de kan” (Regeringen 2013), og den fokuserer bl.a. på en øget digitalisering (Regeringen 2013). I 2014 indgik regeringen og kommunernes landsforening (KL) derfor aftalen Brugerportalsinitiativet, som betød, at alle kommuner skulle anskaffe to overordnede digitale løsninger til skolerne, hhv. en samarbejdsplatform og en læringsplatform (KL 2014). Fra starten af skoleåret 2016/17 skal alle kommuner have påbegyndt udbredelsen af en digital læringsplatform på skolerne. Formålet med læringsplatformen er at skabe en digital ramme, der kan understøtte skolernes arbejde med elevernes læreprocesser. (EVA 2016). Projektet er gennemført i et samarbejde mellem Aalborg Universitet, Syddansk Universitet, Alexandra Instituttet, University College Lillebælt, University College Sjælland, University College Syddanmark og 15 folkeskoler fra hele landet. Det er Undervisningsministeriet, Kommunernes Landsforening (KL) og Digitaliseringsstyrelsen i regi af Styregruppen for It i Folkeskolen der har igangsat projektet.

Referencer

Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) (2016). Skolers erfaringer med at anvende data.

KL 2014. Fremtidens digitale løsninger for skoler og daginstitutioner. Brugerportals-Initiativet.

Regeringen 2013. Aftale om et fagligt løft af folkeskolen.

Et dilemma i Mads og Monopolet set med etiske briller

Af Hanne Henriksen, Christa Henriks og Anita I. Vangsgaard, Stud.Cand.mag.Pæd

Vi er tre kvindelige studerende, som læser en kandidat i pædagogik på Syddansk Universitet.
Vores valgfag er “Etik og værdier i pædagogisk arbejde”. Vi har derfor haft lyst til at analysere og tolke på et “virkeligt” dilemma ud fra tre klassiske etiske teorier. Vi har fundet et omdiskuteret dilemma fra Mads og Monopolet.

Mads og Monopolet er et populært radioprogram, som sendes på P4. Lytterne kan skrive ind, hvis de ønsker sit personlige dilemma fra hverdagen diskuteret. Monopolet, som hver gang består af tre store personligheder, kommer ofte frem til forskellige løsninger på problemet. Programmet bliver sendt hver lørdag kl. 09.00 til 12.00. Det har omkring 800.000 lyttere. Med det antal lyttere og det, at programmet har kørt siden september 2003, synes det som om, at Mads og Monopolet har fået meget magt/indflydelse i danskernes liv. Dette kan være en årsag til, at netop Monopolets svar til det valgte dilemma fra Preben lørdag den 25. februar 2017 har skabt så meget røre, at det kom i medierne og blev diskuteret i flere dage på programmets Facebook side.

Dilemmaet  
Preben er i slutningen af 20’erne. Han blev for første gang far for et par måneder siden til en lille pige. Det at blive far har været den suverænt største omvæltning i hans liv. Preben siger i indslaget, at han bliver nemmere rørt i forhold til tragiske historier og oplevelser. Han oplever at have stærkere holdninger i forhold til emner, der omhandler børn og dannelse og bekymrer sig i højere grad om ting, han tidligere har slået hen. I dette tilfælde drejer det sig om hans forældres alkoholforbrug. Preben fortæller, at hans forældre er nogle fantastiske mennesker og er nogle endnu mere fantastiske bedsteforældre, der nyder deres otium.

En aften var forældrene inviteret hjem til Preben og hans kæreste, og da forældrene kørte afsted igen, så var der tre tomme vinflasker på bordet. Prebens kæreste fik kun et par glas. Prebens bekymring går på, at forældrene kører hjem i bil. Preben udtaler at forældrene ikke var tydeligt berusede men siger samtidig, at, hvis politiet havde stoppet dem, så var kørekortet røget. Preben føler, det ville være utroligt svært og sårbart at henvende sig til forældrene om deres alkoholforbrug. Han stoler på, at de er voksne mennesker, omvendt så ønsker Preben ikke at udsætte sin egen familie for fare, og hvad nu hvis forældrene skal køre med hans datter. Preben føler at han har et ansvar for at sige et eller andet. Preben henvender sig til Mads og Monopolet, da han mangler en måde eller metode til at tage fat på denne snak med forældrene, hvis den skal tages. Han har ikke sagt noget til sine forældre, fordi de ikke har et decideret alkoholproblem. Det er et følsomt emne, og Preben er bekymret for, om de vil gå i defensiven og blive stødte. Preben er i tvivl, om det er hans ansvar at påpege sin bekymring. Han frygter, at forældrene vil afvise, at de har drukket for meget, og tingene vil blive akavet derefter.

Nogle svar fra Monopolet
Panelet bestod denne lørdag af Ane Cortzen, kulturchef for Kähler-koncernens restauranter, livsstilsekspert Mads Christensen og sangerinder Søs Fenger. Nedenstående citater er uddrag af de tre monopolisters samtale om Prebens dilemma.

Ane: Man vil ikke begynde at ødelægge noget, der er fint og hyggeligt og en del af deres identitet, og han siger jo selv, at de ikke er alkoholikere – de nyder livet. Og det er fint. Han skal ikke tale med dem om deres alkoholforbrug. Allerede dér begynder det at lyde en lille smule formynderisk. Jeg synes, han skal sige efter en aften med tre flasker vin, “jeg kører jer hjem eller min kæreste, som har fået et glas vin, – vi kører jer hjem”.

Mads S: og hvad så hvis moren eller faren siger ” ved I hvad, det kan vi sagtens”.

Ane: Der må jeg igen ty til min egen grundholdning, som er, at jeg mener ikke, at vi skal rende rundt og være formynderiske overfor hinanden, hvis de mener det. Men det er noget helt andet, hvis de har deres barn med om bord. Der synes jeg sagtens, man kan sige ”nej – fordi det vil jeg ikke have.”

Mads S: Det du siger, Ane, er det, at hvis forældrene ikke har barnet med, og de bare skal hjem, så siger du:, “ja, hvis I mener det – far og mor – så gør I jo det – I er jo voksne, I kan godt træffe beslutningen”?

Ane: Ja

Mads C: Altså vi er jo fanget i sådan noget, der har med tidsalder at gøre. Altså jeg kan huske dengang, hvor det var helt almindeligt, at man fik en bajer til sin frokost. Men der findes jo ikke en arbejdsplads i dag, hvor man ikke straks vil blive meldt til politiet, hvis man åbnede en øl i kantinen – øh, jeg var med mine unger på Fregatten Jylland- der stod på sådan en planche at dengang der drak søfolkene 16 liter øl om dagen og vi var nødt til at google bagefter, vi troede det var løgn. Det var hovedernæringen for dem. 16 liter øl, det var ikke ligeså stærkt som vores øl men det var stort set det de levede af – 16 liter øl om dagen.
Og nu sidder vi og snakker om hvorvidt man ditten og datten, øh tolerancerne i forhold til spritkørsel bliver mere og mere begrænsede, nu er vi gået fra 0,8 til 0,5..

Mads S: Hvilket også er fint nok fordi man ikke bare udsætter sig selv men også andre for fare.

Mads C: Ja det kan man jo sige med mange ting, så skulle man jo måske i virkeligheden forbyde bilen, den er jo tydeligvis farlig og sådan noget – jeg synes der er en balance inden i midten der, hvor man må acceptere at give voksne mennesker et rimeligt frit råderum, der opfatter jeg også mig selv som liberal – øhm men jeg vil sige til ”Prebens” forældre – altså jeg har lige haft et halvt år uden kørekort, og det var BARE, siger jeg, fart – siger jeg, fordi jeg synes ikke, det er så stigmatiserende som sprit, men I skal bare være klar over, man er satme godt nok på herrens mark uden kørekort. Og hvis der er nogen, der tilbyder nogen, der har drukket 1 ½ flaske vin og blive kørt hjem, så vil jeg i hvert fald sige tusind tak, det er rigtig, rigtig sødt af jer!
Men jeg er enig med Ane i, at det kan lynhurtigt blive sådan noget bedrevidende, formynderisk, puritansk – ah prøv lige at dække de der bryster til du – og du skal ikke sidde der, har du ikke fået lige rigeligt og hey, hvad med den is der – er du ikke lige tyk nok i forvejen og sådan noget.

Mads S:  Og det er jo det, han er bange for og blive den.

Søs: Jeg ville slet ikke påpege, om der bliver drukket for lidt eller for meget, jeg kommer også fra en familie, hvor der bliver drukket enormt meget vin. Men jeg ville slå hårdt ned på, at de kører bil både fordi det er farligt for dem og fordi de kan komme til at køre nogen ned, og det vil ødelægge deres liv.
Så jeg synes egentlig ikke der er så meget at diskutere, når det sker, så er det en rigtig god ide, at tilbyde at køre dem hjem og faktisk tage nøglerne fra dem.

Mads S: Hvad nu hvis de siger, “Ved du hvad, vi har styr på det, det skal du ikke blande dig i.” Så har de jo substansen til en konflikt.

Søs: Den konflikt ville jeg godt finde på at tage, og konkret at tage nogle menneskers nøgler, hvis de har drukket i hvert fald en flaske vin hver.

Søs siger, at hun synes, Preben skal tage nøglerne, for han elsker jo sine forældre. Her springer både Ane og Mads ind og siger, at det ville de ikke.
Søs slutter af med en kommentar om, at hun synes, at det er at være en god ven, at tage nøglerne fra en fuld person, som skal til ud at køre i en bil.

Konsekventialisme
Konsekventialismen er en klassisk etisk retning, som vægter lykken og det gode liv for så mange individer som muligt. I konsekventialismen er lykken det enkelte individets lykke, men moralens mål er ikke blot ens egen lykke, men handlingen bør gøre nytte og livet godt/bedre/lykkeligt for flest mulige. Der er ingen moralsk relevant skelnen mellem det at handle og laden-stå-til (ikke at handle), for begge muligheder er det konsekvensen af den valgte mulighed der tæller. I konsekventialismen er den enkelte lige så ansvarlig for de handlinger, der undlades, som de aktive handlinger som individet foretager. Ligesom at retfærdigheden er sekundær, i forhold til nytte/lykke/velfærd. Grundholdningen er set ud fra en agent-neutral synsvinkel:
”Agent-neutrale handlegrunde er grunde, som kan formuleres i en almen form, uden at de eksplicit indeholder henvisninger til konkrete moralske personer.” (Holtug, Niels, 2014, s:66)

Sådan en handling har til hensigt at frembringe de bedst mulige konsekvenser, der ikke er rettet mod en bestemt person eller gruppe af mennesker. Dog anerkender konsekventialister, at personlige relationer er vigtige – da disse er medvirkende til at gøre verden bedre. Derfor er der gode grunde til at handle spontant i nære relationer og overfor dem, vi holder af snarere end at overveje, hvad konsekvenserne vil være ved at handle.
Det her er gældende for handlings-konsekventialismen, der findes andre retninger (eks. motiv- og regel- konsekventialisme) inden for denne etik.

Konsekventialismens svar til Preben
Hvis Konsekventialismen skal svare på det omtalte spørgsmål fra Mads og Monopolet, ville et svar højst sandsynligt kunne lyde som følger:

Preben skal ikke lade sin far køre bilen hjem, hvis han vurderer, at der er en sandsynlighed for at faren har drukket mere end det tilladte. Faren vil kunne ødelægge livet for sig selv og andre mennesker, hvis han kører galt, mister herredømmet eller kører nogen ned.
Konsekventialismen anerkender, at der kan opstå en ubehagelig situation ved at skulle konfrontere sin far. Det vil kunne gå udover deres relation. I denne situation vil konsekventialismen dog vægte det, at faren kan være til fare for sig selv og andre højere end de ubehageligheder, der være forbundet med en konfrontation. Konsekvensen ved ikke at køre hjem, vil for Prebens far gøre livet godt/bedre for både sig selv, sin familie og potentielt andre, som kunne blive såret og i værste fald dræbt som følge af en ulykke på grund af, at han kører spirituspåvirket.

Nærhedsetikken
Nærhedsetik er en anden klassisk etisk teori. Nærhedsetikkens menneskesyn er, at mennesket fødes gode, vi fødes ufærdige og er afhængige af vores medmennesker. Dette skal ikke forstås som en svaghed men som en erkendelse af, at vi mennesker er forbundet til vores næste.
Det centrale i denne etiske teori er, at det enkelte individ opfører sig menneskeligt i situationer, hvor man er den eneste eller den rette til at hjælpe et andet individ. Det kan være lige fra et møde med en tilfældig person, til et møde med nær eller fjern bekendtskab, venner og familie. Mødet kan opstå pludseligt og uventet, eller mødet kan være planlagt.
Nærhedsetikken ligger i, hvordan man handler og hjælper i den enkelte situation, hvor den anden har brug for hjælp, og hvor man skal turde komme tæt på hinanden. Man skal kunne sætte sig i den andens sted, og man skal hjælpe den anden for den andens skyld. Det vil sige, man uselvisk skal hjælpe den anden og ikke af pligt eller af moralske grunde.
Filosof og teolog K.E. Løgstrup (1905-1981) var en af de store nærhedsetiske tænkere. Han skriver i sin bog ”Den etiske Fordring” fra 1956 blandt andet om tillid, magt og ansvar.
Mennesket er født med en grundlæggende tillid til andre mennesker. Når vi henvender os til et andet mennesker bevidst eller ubevidst, viser man den anden tillid. Den anden, som får vist en tillid, får herved både en magt over og et ansvar for, hvordan tilliden forvaltes. Når man viser tillid, giver man noget af sig selv til den anden, og det er den andens ansvar ikke at misbruge denne magt, men ansvarsfuldt og efter bedste evne hjælpe den anden. Man skal ikke tage ansvaret fra den anden. Vedkommende skal fortsat være et selvstændigt individ, så fordringen/hjælpen går på at sætte sig i den andens sted men ikke overtage.

Nærhedsetikkens svar til Preben
Hvis nærhedsetikken skulle svare på det omtalte dilemma fra Mads og Monopolet, ville svaret sandsynligvis være som følgende:
Preben bliver vist en tillid af sin far, som muligvis har indtaget for meget rødvin til at kunne køre bil efterfølgende, i det Preben pludseligt kommer til at stå i en situation med sin far, hvor faren har brug for hjælp til ikke at sætte sig ind i bilen og køre. Faren er ikke bevidst om, at han giver denne tillid til sin søn. Men Preben får qua tilliden en magt over og et ansvar for sin far, hvor han på en uselvisk måde skal få sin far til at forstå, at det er bedst for ham ikke at køre. Både så han ikke selv kommer galt afsted, og det ville også være forfærdeligt for ham, hvis han gjorde skade på andre. Prebens opgave er at få sin far til at forstå, det er bedst for ham ikke at køre. Hvis faren nægter at forstå og holder på, at han kan køre, synes det som om, nærhedsetikken her at komme til kort. I praksis ville nærhedsetikkeren være nødt til at tage nøglerne fra faren og dermed gøre brug af en anden etisk retning, da han ikke vil være vidne til, at faren kører spirituspåvirket. Tager Preben nøglerne fra ham, vil det være at tage ansvaret fra ham, og dermed misbruge den tillid, han er blevet tildelt af sin far.

Deontologien/ Kantiansk pligtetik
Deontologien er en tredje klassisk etisk retning. I deontologien er det hensigten eller intentionen bag en handling, der er det centrale og afgørende, når vi skal vurdere korrektheden af en given handling.
Immanuel Kant fremhæver i et af etikkens hovedværker “Grundlæggelse af sædernes metafysik”, at mennesker bør handle ud fra maximer (handlingsprincipper), som er kategoriske, hvilket vil sige, at de er almen gyldige. Kant udvikler begrebet det kategoriske imperativ og forsøger dermed at komme med en løsning på, hvordan mennesker med deres fornuft kan indse, hvordan de bør handle i en given situation. Mennesket er udover at være udstyret med en fornuft samtidig et væsen, der påvirkes af følelser/lyster/tilbøjeligheder som fx. kærlighed, vrede og afsky. Menneskets tilbøjeligheder risikerer at danne grundlag for deres måde at handle på. Mennesket har pligt til at handle moralsk og kun via fornuften er det, ifølge Kant, muligt at nå frem til et moralsk handlingsprincip, som ikke er valgt af tilbøjeligheder. Ved at følge det kategoriske imperativ hæver vi os over egne behov eller tilbøjeligheder i en given situation.
Med argumentation i Kants kategoriske imperativ er mennesket altså i stand til at handle moralsk blot ved at bruge sin medfødte veludviklede fornuft.
En handling er almen gyldig eller universel, hvis det kan forudsættes, at alle rationelle mennesker ville kunne tilslutte sig princippet bag handlingen eller begrundelsen. Mennesket er ifølge Kant autonomt, det vil sige selvlovgivende, der er født som et fornuft væsen, der kan vurdere og sætte sine egne mål. Mennesket skal behandles som et mål og ikke blot som et middel til at nå et højere mål.

Deontologiens svar til Preben
Den klassiske kantianske pligtetik er en position indenfor deontologien og de to distinktioner vil ikke nødvendigvis være enige i deres svar til Preben. Vi vil i det følgende svare på Prebens dilemma med udgangspunkt i den klassiske kantianske pligtetik.
Preben bør handle ud fra et maxime, som er almen gyldigt, altså ud fra et princip som alle fornuftige mennesker ville kunne tilslutte sig at handle ud fra i en tilsvarende situation. For at Preben handler moralsk, bør han ikke lade sine tilbøjeligheder (følelser) være udgangspunkt for hans handlinger. Han bør ikke lade dem køre hjem selv men finde et bedre alternativ enten tilbyde sin hjælp med kørsel eller i sidste instans tage nøglerne, og dermed sikre, at de ikke får mulighed for at køre hjem selv med alkohol i blodet.
Hvis Preben vælger at lade sine forældre køre hjem for at undgå en konflikt eller for ikke at skabe en akavet stemning efterfølgende, så handler Preben uetisk, idet Preben betragter sine forældre som et middel til at opnå sit eget mål om ikke at ville ødelægge den gode stemning.

Analyse af monopolisternes svar
Søs Fenger, siger blandt andet, at hun ville tage nøglerne fra faren Vi kender ikke Søs Fengers belæg for at ville tage farens nøgler, men det tolkes som om, at hun henter sin argumentation både den konsekventialistiske og i den deontologiske etik.
Det at tage farens nøgler kan forebygge eventuelle skader, som faren kan påføre sig selv og andre, vil være til nytte og gøre livet bedre – mere sikkert – for flest mulige, set ud fra et konsekventialistiske synspunkt. Ud fra en deontologisk synvinkel, skal princippet bag en handling være alment gældende – ingen bør køre spirituspåvirket.
En anden vinkel i vores analyse af monopolisternes svar føre os til Søs Fenger. Hun synes samtidigt at trække på et nærhedsetisk argumentation, når hun siger: “Jeg skal blande mig” og videre siger hun: “Man er en god ven, hvis man tager en fuld vens nøgler, når han skal til ud at køre en bil……. det er at beskytte sin vens liv”.
At tage nøglerne vil være at tage ansvaret fra faren, hvilket er at gå ud over sin etiske fordring. Men de andre ting, Søs får sagt mht at skulle blande sig, være en god ven, beskytte sin vens liv er nærhedsetisk idet, Preben netop er den eneste og den rette til at hjælpe sin far i den pludseligt opståede situation. Når Søs siger: “Jeg skal blande mig”, viser hun, at hun tør komme tæt på den anden (sine medmennesker), og hun ville hjælpe faderen, –  ikke for hendes egen skyld men for faderens skyld. Herved synes Søs at være uselvisk, samt hun sætter sig i den andens (faderens) sted.
Det, at Mads C og Ane lægger vægt på at Preben ikke skal være formynderisk overfor sin far, kan tolkes som at de henter deres begrundelse i deontologien, der lægger vægt på menneskets evne til at kunne træffe fornuftige valg.

Konklusion
De færreste mennesker er “rendyrket” indenfor en etisk retning. Man kan have træk fra flere etiske retninger på én gang, – dog synes der at være en tendens til, at man trækker mere eller mindre i en bestemt etisk retning i sin grundholdning til andre mennesker og til livet. Selve etikken handler om, hvad man BØR være end hvad man rent faktisk er.

Som vi indledningsvis skriver, så har Mads og Monopolet mange lyttere hver lørdag. Idet svarene bliver hørt af så stor en del af befolkningen, kan der argumenteres for, at udsendelsen er med til at lægge en etisk linie i vores lille land, – selv om Mads Steffensen ofte pointerer, at det er ikke det, han vil med udsendelsen.

Dette dilemma synes at blive diskuteret i medierne blandt andet fordi, Mads C får svaret med eksempler, hvor han synes at udtale, at konsekvenserne for nogle lovovertrædelser bliver for store. På den måde får han sagt noget mellem linjerne, som han måske ikke mener, men som af lytteren kan tolkes som om, at Mads C synes, man skal tage hensyn til Prebens far og ikke de skader, en eventuel spirituspåvirket færdselsulykke kan forårsage. Man kan blive i tvivl om, hvad Mads C mener, idet han sender et paradoksalt syn på spirituskørsel ud til lytterne.

Qva analyse og fortolkning af dette dilemma, er vi kommet frem til, at Mads og Monopolet kommer i en etisk konflikt eller i et dilemma. Ser vi udsendelsen ud fra et nærhedsetisk synspunkt, kan vi se, at udsendelsen hver lørdag forsøger at hjælpe og give gode råd til de personer, som kontakter monopolet. Men i og med at monopolisterne svarer ud fra hvordan de selv ville handle, er det ikke nødvendigvis etiske eller moralske svar.

Programmet “Mads og Monopolet” kommer også i en etisk konflikt, idet at programmet bevæger sig i et spændingsfelt mellem det at være et underholdningsprogram og et program som skal give handlingsvejledninger på dilemmaer, som er fundamentale samt indimellem svære og meget betydningsfulde for den lytter som ringer eller skriver ind.

Kilder
Christensen, Anne-Marie S. (2014), Filosofisk etik – Normativ etik, praktisk etik og metaetik. Aarhus Universitetsforlag
http://www.bt.dk/danmark/voldsom-kritik-af-mads-monopolet-nu-svarer-mads-steffensen-igen
http://www.b.dk/nationalt/mads-og-monopolet-faar-droeje-hug-for-spiritus-raad-nu-blander-raadet-for-sikker

Drømmen om et ph.d. stipendiat

Drømmen om at forske starter med et ph.d. stipendiat

Måske er det derfor, at jeg i dag drømmer om at få lov til at forfølge det specifikke og det abstrakte, det enkle og det komplicerede. Jeg drømmer nemlig om, at forske og den drøm går over et ph.d. stipendiat. Derfor drømmer jeg om at få mig et ph.d. stipendiat, for på sigt at få mulighed for at være udforskende, for at få lov at undersøge, at undres, stille nye som gamle spørgsmål . At få lov til at begrave mig i spændende data, i teorier og i modeller. Men hvordan er det overhovedet, man får sig sådan et stipendiat?

Min vej fra underviser til ph.d. ansøger

Bacheloruddannelse i bygningsteknik førte til en stilling som adjunkt på erhvervsakademiet Lillebælt. Det var her, at jeg fattede interesse for didaktikken, og i sommeren 2016 blev jeg så færdig med min kandidatuddannelse i pædagogik fra SDU. Titlen som cand. mag. Pæd. var i hus. Siden har jeg arbejdet som videnskabelig assistent inden for uddannelsesvidenskab på SDU’s Institut for Kulturvidenskaber. Udover kandidatuddannelsen i pædagogik, udbyder instituttet bl.a. en bacheloruddannelse i Interkulturel pædagogik, Masteruddannelse i gymnasiepædagogik, og i børne og ungdomskultur. Her har jeg prøvet kræfter med livet som forsker, jeg har hentet empiri, formidlet  videnskabeligt og jeg indgår i en forskningsgruppe og i forskellige forskningsprojekter med sammen med super spændende og dygtige forskere, ikke bare fra SDU, men også fra andre universiteter, konsulentvirksomheder og university colleges (som fx projektet PLF-nord som SDU evaluerer eller Nærum gymnasiums didaktiske udviklingsprojekt). Det er altså fedt, og inspirerende for en nørd som mig.

Stipendierne er eftertragtede

Selvom stillingen som videnskabelig assistent er super sjov og lærerig, så er den også hård. For det er en stilling, man maksimalt kan have i tre år, så skal man videre, så skal jeg videre, og jeg håber på, at skulle videre i et ph.d. stipendiat. Stipendiaterne er få, og eftertragtede. De kræver, at du har en god idé som modsvarer det stillingsopslag som stipendiatet opslås gennem, og de kræver, at du formår at formidle behovet for, og det spændende ved, at vælge lige præcis din projektidé, fremfor alle de andre ansøgeres… Det synes jeg er hård business…

Søg søg søg…

Gennem det sidste halve-år er det lykkes mig at skrive tre ph.d. ansøgninger. En om pædagogisk ledelse i gymnasierne, en om begrebet læringsdata i folkeskolen og en om grænsefladen mellem didaktik og uddannelsesledelse. Det har været tre ret forskellige projekter, med en fællesnævner, den almene didaktik. Det er nemlig den, jeg gerne vil forfølge på den ene eller anden måde.

Drømmen lever

Indtil videre har mine bestræbelser ført til en masse arbejdstimer med at forfatte beskrivelsen, frustrationer når min vejleder har kommenteret den, en samtale uden succes og en helt ulidelig ventetid mens professorer og lektorer bedømmer mig og min ansøgning. Og alligevel bliver jeg ved, ihvertfald lidt endnu. For drømmen lever, og jeg elsker at udforske.

Tilpasse Forstyrrelser

Af Ananda Vieira Binder, Stud.Cand.mag.Pæd

Refleksioner over livet som studerende

Noget jeg elsker allermest ved at være studerende er, at få adgang til viden, som jeg ellers ikke af eget initiativ ville have fundet frem til, eller opsøgt. Denne viden er som regel baseret på pædagogik, da det er hvad jeg læser, men underviserne kan nogle gange finde tekster, som er ret anderledes end andre.

På et tidspunkt under min bacheloruddannelse i interkulturel pædagogik og dansk som andetsprog, skulle vi læse en tekst om personlighedsspaltninger. Denne tekst var meget normativ i sit sprog, og den fik det til at lyde som om, at personlighedsspaltninger er no big deal. I teksten var der flere eksempler på mennesker, der sagtens kan vedligeholde en velfungerende hverdag med denne diagnose. Disse mennesker kunne måske få brug for at ligge i en halv time på sofaen efter arbejdet, for at lytte til hver stemme og få dem alle til at samarbejde resten af dagen.

Personligt kender jeg mange, der kan have stor trang til at ligge en halv time på sofaen efter en arbejdsdag, inden eftermiddagsræset med familie og aftensmaden begynder. Jeg kender også flere, der tænker meget over alting, og som jeg derfor tænker kunne få gavn af, at tage noget tid i løbet af dagen til at tænke igennem, inden tankerne fylder for meget. Teksten fik mig til at tænke, gad vide om nogen jeg kender, eller måske endda jeg selv kunne have den diagnose? Uden at vide det?

Det lader til, at jeg ikke er den eneste, for hvem teksten vækkede sådanne tanker, for det var en nervøs og let ængstelig klasse, der mødte op til den undervisningsgang. Det første underviseren lagde ud med, var:

”hvem har læst teksten til i dag?” – håndsoprækning – ”nu skal I ikke alle gå og tro, at I har en ikke-diagnosticeret diagnose, om personlighedsspaltninger eller andre psykiske sygdomme, for det har I ikke, det er kun meget få mennesker der har den diagnose”

Der lød et fælles stille suk i rummet, og dagens undervisning kunne begynde.

Det jeg vil illustrere med oplevelsen er, hvor let man kan leve sig ind i en tekst, og relatere til den. For at illustrere det nærmere, vil jeg kalde på nogle hermaneutiske begreber, af min gode ven Gadamer.

Eftersom individet læser teksten med sin egen forforståelse, søger individet at forstå teksten i overensstemmelse med denne. For at lære noget nyt må individet bryde med sin forforståelse, forholde sig reflekterende til teksten, og dermed skabe en ny forståelse. Denne teori af Gadamer, som jeg er lidt fan af, former den hermeneutiske cirkel. Den er for mig nem at relatere til, måske fordi tekstfortolkning er en så stor del af vores hverdag. En af Gadamers pointer var, at gennem teksten forstår læseren sig selv, og er i stand til at se sig selv på en ny måde, som ses i citatet:

”to understand a text is to come to understand oneself in a kind of dialogue”  (Gadamer 1976 s. 57)

Læseren forudsættes at komme I dialog med teksten, for at kunne udvide sin forforståelse af sig selv.

Jeg finder ikke, teorien er så svær at forholde sig til, måske fordi vi i disse senmoderne tider, har gjort selvrefleksion til en del vores hverdag? Som vi har hørt før er denne tid til dels præget af, at individet konstant er i dialog med sig selv, og ser sig som nødsaget til at tage stilling til, og have meninger om alverdens emner. Læseren må forholde sig til, hvorvidt denne kan genkende sig selv i teksten eller ej. Af dette kan forekomme flere former for resultater, læses der om symptomer på en lidelse, kan læseren måske begynde at se sig selv som lidende. Læses der en filosofisk tekst kan individet føle sig tiltrukket til denne filosofi, og se sig selv og verden fra et nyt perspektiv.

Indtil videre – først under bacheloruddannelsen og nu her på kandidat uddannelsen i pædagogik – har der heldigvis været flest dialoger med filosofiske tekster (fremfor dem om sindslidelser). Og med Gadamer vil subjektet efter at have forholdt sig til sådan en tekst, være i stand til at gå ud i verden, og have ydre dialoger omkring emnet. Ifølge Gadamers teori kan der dermed ske en horisontsammensmeltning, hvor to individers horisonter blandes. Dette ment på den måde, at individerne, ved at føre en ligeværdig dialog, kan skabe en fælles forståelse af emnet, og selv om de måske ikke er enige, kan deres forforståelser, og horisonter, udvikles.

Det senmoderne menneske

Eftersom det senmoderne menneske konstant er i dialog med sig selv, kan det forestilles, at en filosofisk teori der gør indtryk, bliver hængende i tankefeltet i noget tid. Så individet går i dialog med sig selv, og den nye teori, i mødet med omverden. Lad os forestille os, at dette individ begynder at teste teorien i mødet med omverden, for at se, om teorien afspejler virkeligheden. Det kan forestilles, at individet ser teorien udspille sig i virkeligheden, og derfor tænker, at der er noget om det. Men fra et andet perspektiv kan det se ud, som om virkeligheden afspejler teorien. Mit spørgsmål er så, når man så har læst en teori og ser den overalt omkring sig, og måske i sig selv – har den hele tiden været der, og har man kun fået øje på det nu, eller er det noget der kun kommer fordi man forventer det? Hvad kommer først – begrebet eller handlingen?

Mange af de teorier vi læser om, kan for mig lyde som beskrivelser af naturfænomener. Nogle teorier beskriver virkeligheden i en sådan grad, at det lyder som om, at de blot er en beskrivelse, af en del af virkeligheden. Men hvorfor behøver man at sætte begreber på alt det, der foregår i vores hverdag, bevidst og ubevidst?

Litteratur
Billedet er fra:
https://secularpolicyinstitute.net/project/the-worlds-most-effective-promotion-of-critical-thinking/
Om Gadamer:
http://www.iep.utm.edu/gadamer/
Varney, Jennifer:
From hermeneutics to the translation classroom: a social constructivist approach to effective learning 

 

Videnskabelig dannelse og web 2.0 produsing på bloggen…

 På Altinget kunne man fredag d. 24. februar læse, et debatindlæg om, hvordan studerende har brug for en ny videnskabelig dannelse. De skal klædes på, til at analysere offentlighedens påstande, og til at kunne navigere i en uendelig datamængde. Ikke alene skal en kandidatuddannelse klæde de studerende på til modtage, men også til at forarbejde og formidle informationsstrømme. Vi skal kunne fortolke, vurdere og skabe information, og så skal vi agere kvalitetskontrol (for de ikke videnskabeligt dannede?) !

“Mennesket er et socialt væsen. Vi må alle sammen – og sammen med andre – orientere os i en verden, der er præget af store teknologiske forandringer, gennemgribende globalisering og stigende informationsmængder. For at manøvrere i dette virvar har den enkelte brug for dannelse: ikke bare basal viden om verden og kulturarven, men konkrete redskaber til at indsamle, sortere og vurdere information fra nær og fjern, fortid og nutid. Er det nu også rigtigt, hvad vi ser og hører?” (Altinget.dk)

 

Videnskabelig dannelse

Overvejelserne i debatindlægget er ikke nye. Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind foreslår et moderne filosofikum som et middel til at skabe mere dannelse.

Dannelse er den intuitive fælles forståelse af ting. Jo mindre vi har af det, jo mindre forståelse, jo mindre fællesskab, jo mindre har vi” (Pind 2017)

 

Kigger vi på vores eget uddannelsesvidenskabelige felt på SDU, så finder der på  kandidatuddannelse i pædagogik et fag som Etik og værdier i pædagogisk arbejde, hvor det af studieordningen fremgår, at de studerende skal øves i at formidle, analysere og argumentere i sammenhænge, hvor dilemmaer og paradokser trives, og hvor etisk stillingtagen er nødvendig. Det er en af baggrundene for at denne blog fik sin oprindelse, netop tænkt som et øvelsesforum.

Bloggen som platform for dialog

SDU edublog, er tænkt som en platform, hvor studerende og undervisere kan dele viden og indgå i dialog om centrale uddannelsesvidenskabelige fokuseringer, temaer og bidrag i forskningen, i uddannelsespolitikken, i praksis og i medierne. For, som det fremgik at den projektansøgning, der blev lavet til studienævnet for pædagogik om oprettelse af bloggen, så ”er det vigtigt at forstå, fx at et synspunkt trods sin angivelige videnskabelige fundering ikke behøver at være den fulde sandhed, men at den videnskabelige fundering alt andet lige giver synspunkterne en større vægt end ellers nok så retorisk overbevisende meningstilkendegivelser.”.

 

Bloggen i et Web 2.0 perspektiv

Bloggen indgår jo i det store World Wide Web (WWW) univers, hvor der teoretisk tales om tre generationer af web: Web 1.0, web 2.0 og web 3.0. De tre er relevante at nævnte i dette indlæg, fordi de kan være med til at give klarhed over, hvad denne blog egentlig er for en størrelse og hvordan den kan bruges til at understøtte den videnskabelige dannelse der efterspørges.

 

Web 1.0: Her bruges web til distribution og formidling af information fra en hjemmeside til dens brugere. Indholdet skrives typisk af bestemte enkeltpersoner med særlige administratorrettigheder (webmasters). Der er tale om kommunikation fra en person til mange brugere.

 

Web 2.0: Er karakteriseret ved kommunikation ”nedefra og op”, fra mange til mange, og har derfor også typisk en langt hyppigere opdatering af indhold. Kommunikations-formålet er ikke information distribution, men interaktion mellem brugere, enten for interaktionens egen skyld, eller for gensidig videndeling eller kollaborativ vidensopbygning.

 

Web 3.0: Er et forsøg på at imødekomme et behov for at søge, filtrere og sortere i den uoverskuelige mængde af information, øges stadigt hastigere hver dag. Målet med web 3.0 er at gøre det muligt for maskiner at søge i, fortolke og anvende indhold på webbet. (Dohn & Hansen 2016:30-32)

 

Fra passiv-(for)bruger til aktiv ”produser”

Et forslag kunne være, at vi – studerende, undervisere, forskere – prøver at forstå denne blog som et web 2.0 initiativ. En platform, der også kan bruges af studerende som øvelsesplatform, hvor målet er interaktion mellem brugere for at skabe rum for gensidige videndeling og kollaborativ vidensopbygning. Sådan et web 2.0 initiativ lykkes først, idet du der idag nøjes med at læse, overgår fra passiv-(for)bruger til aktiv ”produser” (Bruns 2008).

In the emerging social software, “Web2.0” environment, the production of ideas takes place in a collaborative, participatory mode which breaks down the boundaries between producers and consumers and instead enables all participants to be users as much as producers of information and knowledge, or what can be described as produsers. These produsers engage not in a traditional form of content production, but are instead involved in produsage – the collaborative and continuous building and extending of existing content in pursuit of further improvement.” (Bruns 2008)

At være aktiv produser giver muligheder. Bruns beskriver produsere som generation C. C for Content, Creativity, Control og Celebrity! Bruns peger desuden på, at uddannelsesinstitutioner må klæde studerende på til at være produsers og forklarer, at produsing hjælper til at opøve kompetencer som kreativitet, evne til samarbejde, kritisk sans og kommunikative kompetencer, og det er vel lige præcis de kompetencer Pind efterspørger.

 

Join in

Hvis du har lyst til at bidrage til bloggen, og til at skrive produser på CV’et, så er muligheden her, lige foran dig! 

 

Referencer

Bruns, A. (2008). The future is user-led: The path towards widespread produsage. Fibreculture journal, (11).

Dohn, N. B., & Hansen, J. J. (2016). Didaktik, design og digitalisering. Samfundslitteratur.

http://www.altinget.dk/forskning/artikel/forskere-vi-har-brug-for-en-ny-videnskabelig-dannelse?ref=newsletter&refid=23267&SNSubscribed=true&utm_source=nyhedsbrev&utm_medium=e-mail&utm_campaign=forskning

http://www.altinget.dk/forskning/artikel/pind-mindre-styring-mere-dannelse

http://www.altinget.dk/forskning/artikel/ny-debat-hvordan-skal-et-moderne-filosofikum-se-ud

Er arbejdsmarkedet overhovedet klar til at rumme de unge?

Kan arbejdsmarkedet overhovedet rumme de unge fra en generation, der igen og igen bliver kaldt ”forkælet og forvænt” og som beskyldes for mangel på respekt. En generation der er opvokset med curling forældre og masser af muligheder. Hvad nu hvis det slet ikke forholder sig sådan med den unge generation, som ældre generationer, arbejdsmarkedet og medierne bliver ved med at italesætte det. Kunne det i stedet være udtryk for at de unge har andre kompetencer som for eksempel nysgerrighed og omstillingsparathed, i højre grad end arbejdsmarkedet og ældre generationer er vant til og forstår. I artiklen fra Politiken tager Thomas Kantsø, chefkonsulent i DJØF, disse spørgsmål op. Se artiklen her.

 

Flydende modernitet

Hvis nu det forholder sig sådan, at de unge i højere grad er omstillingsparate, kan det være et udtryk for, at de er vokset op i en tid, der blandt andet bliver omtalt som den flydende modernitet. I Finn Wiedemanns bog, ”Uddannelse under naturlig forandring”, skriver han herunder ud fra Zygmunt Baumanns teori, om den flydende modernitet. Han beskriver:

Denne lette modernitet er kendetegnet ved at være let, fleksibel og dynamisk, hvor den gamle tunge modernitet var solid, tung og rigid (Wiedemann 2011, s, 76)

Det er en tid, hvor den enkeltes identitet er dynamisk og ikke er bundet af social arv. Identiteten kan og må skabes ud fra de valg, som individet træffer, og kan til enhver tid genskabes. Identiteten er et livsprojekt, som kræver refleksion og handling, samt ikke længere afhænger af hverken tid eller rum. Den enkelte må være i stand til at træffe nye valg, når de første valg ikke længere er profitable. Baumann ser kritisk på denne udvikling og ser en sammenhæng mellem kendetegnene for vor tid og udviklingen af en forbrugertilværelse. Den forbrugermentalitet har også indflydelse på, hvordan den enkelte forholder sig til sociale relationer, som eksempelvis parforhold og arbejdspladser. Disse relationer er interessante, så længe begge parter finder relationen givtig, ellers opløses den. Den enkelte vælger selv, hvilke former og strukturer de forskellige sociale relationer som indgås har, blandt andet er sociale relationer ikke længere bundet til at skulle foregå ansigt til ansigt. (Wiedemann 2011, s.71-80)

 

Flydende unge på et fast arbejdsmarked

At være vokset op i den flydende modernitet, har muligvis givet de unge en hel anden indgangsvinkel til, hvordan verden opleves, problemer løses og sociale relationer skal forstås. Blandt andet det at de unge vælger at skifte sociale relationer ud, når relationen ikke længere giver mening for den enkelte, kan ses som et valg der er acceptabelt og til og med forventet i deres generation. De er på den ene side vokset op i den tro, at det er det rigtige at gøre, samtidigt med, at de nu som voksne på den anden side får skudt i skoene, at valget ikke er acceptabelt.

Det at skulle forholde sig til om relationen er givtig eller ej, kan også ses som at den unge har udviklet et kritisk blik, sammen med en nysgerrighed for at undersøge andre relationers givtighed. Disse kompetencer synes at være nogle andre end dem, store dele af arbejdsmarkedet og den ældre generation ikke helt kan forholde sig til. Dele af arbejdsmarkedet og den ældre generation synes at trække på holdninger og værdier, som at det er sundt at holde ud, at give noget mere af sig selv, at investere langsigtet, alt sammen forståelser fra den tunge modernitet, som Baumann gav kendetegnene solid, tung og rigid. (Wiedemann 2011, s.76)

På arbejdsmarkedet kan de unge være så uheldige at blive ansat i en virksomhed, der i praksis ikke interesserer sig for nye (og hurtigere) måder at gøre arbejdet på. Nogle arbejdspladser er måske ikke gearet til den unge nysgerrighed og konstante søgen efter om både relationer og arbejdsmetoder der er givtige.

I det lys kan det give mening ikke at se de unge som forkælede, men blot som handlende i sin tid. Det er den mulighed den unge har, for ellers ender den unge op uden relationer – netop det kan ses som omstillingsparathed…? Det at denne unge generation i nogen sammenhænge kan virke fortvivlet, er muligvis et udtryk, for at den unge bliver spændt ud over to forskellige opfattelser af samfundsnormer.

Thomas Kantsø siger i artiklen:

”I stedet for at gå i dialog med de unge, laver vi labels, vi kan sætte på dem. Vi kalder dem ’de digitalt indfødte’, ’millennials’ eller ’Generation Y’. Vi kalder dem alt muligt i stedet for at forstå dem. Hvis vi ikke bygger vores arbejdspladser, så de passer til den nye arbejdsstyrke, så skaber de bare deres egne”.

Der er måske noget om den vinkel, Thomas Kantsø lægger op til. Om de unge er forkælede eller bare børn af den flydende modernitet, er et oplæg til debat her på bloggen……

 

Kilder:

Wiedemann, Finn (2011) Uddannelse under naturlig forandring, Odense, Syddansk Universitetsforlag

Kantsø, Thomas (2017) Politiken 12.1, De unge er ikke forkælede – de er den mest omstillingsparate generation nogensinde. http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art5784255/De-unge-er-ikke-fork%C3%A6lede-de-er-den-mest-omstillingsparate-generation-nogensinde

 

 

 

Mellem ledere – Konferencen

 mellem ledere

Tiden svar på alverdens problemer med økonomi, strategi og kontrol – er LEDELSE – mere ledelse, anderledes ledelse, bedre ledelse………  Der ledes som aldrig før – også inden for pædagogik og uddannelse.

Fra Institut for Kulturvidenskaber har 11 forskere undersøgt spørgsmålet, hvad de nye ledelsesformer skaber af muligheder, begrænsninger og problemer? Og er det overhovedet nødvendigt med al den ledelse?

Denne undersøgelse har resulteret i en antologi om ”Mellem ledere – uddannelsesledelse som problem eller svar?” der er blevet redigeret af Dion Rüsselbæk Hansen og Jakob Ditlev Bøje. Udgivelsen blev markeret med en konference, der blev afholdt den 30.11 2016. På konferencen var der udover indlæg af bogens forfattere, også inviteret til en paneldebat om de seneste års ledelsestiltag med to skoleledere, en pædagogisk leder samt en lærer.

Selvom det er ved at være et stykke tid siden, at konferencen blev holdt, vil jeg alligevel skrive om den. Denne opfattelse af, at ledelse er svaret, er nok ikke forsvundet på en lille måneds tid. Konferencen og bogen giver stof til eftertanke.

Mit hold i uddannelse og læring var blevet inviteret med til konferencen, som et led i undervisningen, af vores underviser lektor Ane Qvortrup.

 

Konferencen

Konferencen startede med velkomst, og herefter fulgte to indlæg fra to af forfatterne. Så var der tid til spørgsmål efterfulgt af frokost. Efter frokosten var der paneldebat og spørgsmål fra salen. Dernæst var der anmeldelser af bogen, og afslutningsvis var der oplæg fra de to redaktører. Konferencen sluttede lige præcis på det annoncerede tidspunkt. Se programmet her.

 Indlæggene fra forfatterne handlede om deres artikler i bogen, som jeg ikke vil gå i detaljer om. Men snarere fremhæve det fælles forfatterne talte om, nemlig det stigende antal mellemleder, og om hvor vanskeligt det kan være at definere denne funktion. Det er ofte nemmere at definere, hvad denne funktion ikke er. Også hierarkiet i organisationerne er blevet mere flydende, det kan ændre sig i forhold til opgaver samt hvilke problematikker der skal tages hånd om. Rollerne er på alle niveauer i organisationen meget flydende og der er et stadig større pres fra blandt andet politisk hold om hvordan der skal ledes, er det optil medarbejderen selv at melde sig ind og udfylde funktionen. Samtidig med at ledere og mellemledere oplever at være spændt ud i et krydspres til hverdag, kan disse faktorer gøre det svært at navigere, både professionelt og personligt.

Netop disse forhold prøver forfatterne at forholde sig kritisk til, og opridse de dilemmaer som denne måde at opbygge og lede offentlige organisationer på, kan medfører.

Forfatterne stillede spørgsmålet ”Er ledere ved at udvikle sig til en profession – der mangler et etisk grundlag?”

 

En anden form for ledelse, kan det være svaret?

I artiklen” Send mere ledelse – er der alternativer til ledersamfundet?” af Lektor Finn Wiedemann, introduceres to ledelsesformer der kan give mulighed for at demokrati, arbejdsmiljø og kvalitet i kerneydelserne. To ledelsesformer der kan muligvis kan give lederne et etisk grundlag. Wiedemann skriver om henholdsvis distribueret ledelse og substantiel ledelse. (Wiedemann, s:33)

”Distribueret ledelse (DL) har paralleller til andre ledelsesbegreber, for eksempel kollektiv ledelse, demokratisk ledelse, selvledede teams og fælles ledelse. Distribueret ledelse (DL) indebærer, at ledelsesfunktioner er distribueret til medarbejderne, også medarbejdere uden formel lederskabsautoritet, som er parat til at påtage sig sådanne opgaver og ansvar. Deltagelse, empowerment, engagement og delegering udgør centrale komponenter i distribueret ledelse.” (S:34)

 

Substantiel ledelse er tættere på demokratisk ledelse end kollektiv ledelse. Det er i samarbejde med medarbejderne at ledelsen skal skabe et ledelsesrum, hvor loyalitet og fokus på arbejdsopgaverne vægtes vigtigere end de politiske krav. Denne ledelsesform hviler på tre principper.

  • Identificere drivkræfter hos omverden (politikere og interessenter) og hos medarbejderne.
  • Lederen skal have indsigt i kerneydelsen og den faglighed som medarbejderne repræsenterer.
  • Lederen skal skabe retning i organisationens kerne.

Wiedemann mener at nogle af de udfordringer vi ser i dag i den offentlige sektors ledelsesfelt, kunne skyldes at der har været en tildens til at ”Stort er bedre”. Wiedemann mener derfor at vi skal tilbage til mindre organisationer, hvor afstanden mellem ledere og medarbejder kan mindskes. Samt at give plads til at den enkelte organisation selv må komme med forslag til hvordan der kan organiseres for at netop det ønske kan opnås. (S:36)

Udover alle de forskellige dilemmaer som nævnt ovenfor, kom Lektor Marianne Abrahamsen, ind på hele problematikken omkring kønsfordelingen af ledere. Derfor er det lidt tankevækkende at man kun havde inviteret kvinder til paneldebatten, dette synes ikke at være repræsentativt i forhold til den virkelige verden.

 

Paneldebat

Paneldebattens tema var – Relationer mellem ledere, mellemledere og fagprofessionelle, der inviteret fire kvinder til at deltage.

– Christel Aulkær Moll (lærer, folkeskolen)

– Dorte Jensen Lundqvist (rektor, VUC)

– Liv Fernley Schoppe (uddannelsesleder, stx)

– Susanne Merete Sejersten Wermelin (pædagog, daginstitutionsområdet)

I deres præsentation af sig selv, giver Liv Fernley Schoppe (LFS) og Dorte Jensen Lundqvist (DJL) udtryk for at være en af ”the bad guys” – nemlig henholdsvis mellemleder og leder. Da forskerne spørger indtil hvorfor de bruger disse ord om sig selv, giver LFS udtryk for at hun i løbet af formiddagen har hørt forskerne bruge mange negative ord om ledere og mellemledere. LFS gør opmærksom på at være mellemleder kræver at hun er nød til at handle i den virkelighed er i. Ligesom at hun finder sin funktion som mellemleder meget vigtig, men giver forskerne ret i at der er et krydspres og at funktionen kan være svær at definere. Det kræver at hun holder fokus på sin faglighed og kan holde til at være udspændt, som LFS sagde ”det kræver stamina”.

Dorte Jensen Lundqvist (DJL) svarer på spørgsmålet, at hun havde oplevet den samme følelse af den negative italesættelse af at være leder fra forskerne side.

 

Hvad er god ledelse?

DLF giver kommer med sit bud, at kunne sætte synlige visioner og mål. Men det er også vigtigt at være dygtig til at planlægge, og for hendes vedkomne vil det være; fagfordeling, lave skema, økonomi og værne om personalet.

Derudover mener hun at en leder helst skal være nærværende, tidsværende, lytte, give plads til refleksion og kunne coache. Også DLF giver forskerne ret i at krydspresset er ganske virkeligt.

 

Spørgsmål fra salen..

Fra salen kom der først en konstatering fra en deltager som til dagligt er leder på et business college. Det at være leder har det vilkår, at man skal kunne agere i det krydspres som der er blevet omtalt. Hun efterspurgte og havde håbet på at gå hjem med mere viden om ” hvad og hvordan man arbejder i det pres..”

 

Teori og praksis mødes

Konferencen var et super møde mellem teori og praksis, det bemærkede Jakob D. Bøje også, ”Vi bør have nogle flere workshops hvor teoretikere og praksis mødes og diskuterer….”. Konferencen viste at, der er brug for det mødested. Praktikkerne ønskede svar til, hvordan de så kunne forstå det at være leder, eller nye og bedre måder at lede på. Mens teoretikerne blot belyser, hvor der kan være et dilemma eller hvor konsekvenserne af mere ledelse vil kunne ses.

Bogen blev anmeldt af blandt andet, Marianne Gilbert Nielsen, formand for BUPL i Aarhus. Hun mente at bogen, var relevant med sit kritiske blik på hvad ledelse er og hvad det kan være. Hun gav sit bud på hvad god ledelse er ” Den fornemmeste ledelse opgave er, at kunne sætte en retning.” Derudover talte hun om, at ledelse sker på mange niveauer. Hun mente at, det at være pædagog og lærer også er en ledelse opgave. Her ledes og sættes retning for de børn som pædagogen og læren arbejder med. Til det udsagn fandt hun belæg hos Kant, der taler om at den myndige leder den umyndige, i dannelsen mod sin fornuft.

Det at ledelse er på mange niveauer, kan vi også se hos Lektor Lars Thorup Larsen, der skriver i Guvernementalitet og profession: sundheds- og socialreformer i et guvernementalitetsperspektiv :

”Hvis man vil reformere en professionstung velfærdsstat, nytter det således ikke noget udelukkende at skrue på skatten og de offentlige ydelser, hvis man ikke samtidig formår at lede den måde, hvorpå de professionelle bidrager til at lede borgerne.” (s:158)

 

Eftertanker….

Efter at have været til konferencen, har jeg bidt mærke i ordvalget fra forskellige avisartikler med politikkere, ledere, såvel som blandt venner og bekendte – og det synes som om, at ledelse er svaret på alt. Over hele linjen næres der et håb til, at en ny type ledelse der er tættere på kerneydelsen, vil kunne fornye og innovere denne. Som eksempel en artikel fra Berlingske Business, 20.12.206, der om handler fyringen af Falcks direktør, man ønsker nu ”bare” almindelig ledelse. Ledelse tættere på hverdag. Se artiklen her. Måske er det, forhåbningen om at dette skal kunne genoprette en vis ubalance i

samfundet, eller også er det måske bare tanken om ”at så gør vi da noget” – at denne tendens har fået så godt fat i samfundet.

Bogen kommer altså ikke med nogle entydige svar på den række udfordringer som mere ledelse synes at medføre, som ledere og det stigende antal mellemleder i den offentlige sektor må forholde sig til. Bogen påpeger en masse dilemmaer og belyser disse fra forskellige vinkler, vel i håbet om at give feltet noget andet at kunne diskutere ud fra.

 

Kilder
Hansen, Dion Rüsselbæk & Bøje, Jakob Ditlev (red.)(2016) Mellem ledere – Uddannelsesledelse som problem eller svar? Aarhus, Klim.
 
Larsen, Lars Thorup (2011) Guvernementalitet og profession: Sundheds- og socialreformer i et guvernementalitetetsperspektiv. I: Martin Bok Johansen & Søren Gytz Olesen (red.) Professionernes sociologi og vidensgrundlag. VIA SYSTIME. (S: 143-160)

Et besøg på lektor gangen…..

sdu logo

gang med logo

Lige siden jeg startede på SDU har det givet udfordringer og vækket min nysgerrighed. Først skulle jeg ”bare” finde mit undervisningslokale, og det er i sig selv en udfordring på trods af app, venlige studerende og undervisere. Så er der selvfølgelig mængden af litteratur, og det at forholde sig til nye udgaver af sig selv – som mega frustreret, opgivende, sejrs stolt, lettet og ikke mindst en nysgerrig udgave. På min opdagelsesrejse rundt på universitet for at finde det rette lokale, så jeg også ned af de her lange hvide gange, der er fyldt med døre. Det gik så op for mig at bag hver dør, sidder enten en lektor/professor/ph-d studerende eller administrativt personale. Nu var min nysgerrighed vakt, for hvad laver de her mennesker egentlig……. Jo, selvfølgelig får det administrative personale universitet til at fungere, og de PhD studerende de undersøger, forsker og underviser. Men hvad laver de sidste så, når de ikke underviser – de forsker! Men i hvad? Hvad skal der til for at blive forsker? Hvornår finder de ud af, hvad der interesserer dem? Hvordan er det at være forsker som levevej?

Min nysgerrighed løb af med mig, og jeg forestillede mig, at når det var interessant for mig, var det måske også interessant for andre. Derfor er det tanken at der ind imellem kommer et indlæg om en lektor/professor, for at udvide kendskabet til deres arbejde og vi som studerende kan blive præsenteret for, hvilke områder der forskes i forhold til vores speciale- eller PhD-valg.

Den første jeg har valgt at interviewe er, Lektor Dion Rüsselbæk Hansen , som underviser i 2 fag på den pædagogiske kandidat, nemlig professionsteori samt Etik og værdier i pædagogisk arbejde. Derudover underviser han også på Masteruddannelsen i Gymnasiepædagogik (ledelseslinjen) og fungerer som PhD vejleder.

 

Hvad laver du ellers end at underviser?

Når Dion ikke underviser skriver han bøger og debatindlæg samt forsker.

Derudover går der også meget tid med at læse. Blandt andet for at holde sig ajour på hvad der sker, og hvad der er skrevet om de emner, som har Dions interesse. Ligesom det at læse er med til at udvikle hans teorier, men også for at finde opbakning til hans teorier og ideer.

 

Hvad er det du forsker i?

Dion ønsker med hans forskning at give et bud på en samfundsdiagnose.

”Er det et problem, og for hvem er det et problem? Og med hvilke konsekvenser?”

Meget af hans forskning går på at forstå selvfølgeligheder og tendenser i samfundet. Han er blandt andet meget optaget af den magt, som den ny-positivistiske tendens har fået tilkæmpet sig. I denne forståelse har tallene magt, en magt mange forskellige instanser i samfundet i dag tror på. Tallene har opnået at få tilskrevet subjektivitet, der kan både tale og pege på noget, og når det sker, er det med megen magt og overbevisning.

Derudover ønsker han også at få de pædagogiske eksistentielle spørgsmål frem i lyset igen. Det er spørgsmålene om: hvad er læring, dannelse, uddannelse og demokrati er for noget, han mener, at disse spørgsmål diskuteres for lidt, både i medier blandt ’eksperter’ og bare i al almindelighed. Han siger, at i dag bruges spørgsmålet ’HVORFOR’ generelt alt for lidt.

Dion siger, at i dag lader det til, at der er en tendens til, at der gentagende handles mod bedre vidende – vi ved godt, at vi ikke kan veje og måle alt – og at spørgsmålet ’hvorfor’ også her til dels undgås, for at den enkelte kan opnå en tro på, at der er ’orden i verden’. Det kan virke som, at den enkelte nyder at abonnere på diverse fortællinger om, at dette og hint kan give ’orden i verden’ – selvom at det er mod bedre vidende og vi bare lader som om, er det bare rigtig rart at tro på. Det giver en form for håb, selvom det hele sig så viser sig at falde til jorden og ikke lige give ’orden i verden’ – kan man dulme skuffelsen og smerten ved at abonnere på en ny ideologi.

 

Hvor mange forsknings projekter har du gang i?

Henover det næste semester har Dion forskningsfri, her skal han i gang med 3 projekter. Det skal ende med 3 nye bøger. Han skal blandt andet skrive en bog sammen med professor Ann Phelan samt færdiggøre en artikel sammen med Lektor Jakob Ditlev Bøje.

Derudover arbejdes der på et forskningsprojekt sammen Lektor Herdis Toft, hvor de skal forsøg at re-aktualisere begreber som leg, dannelse og demokrati.

 

Hvornår og hvordan fandt du ud af hvad der var/er dit felt?

Først synes Dion, at det er lidt svært at svare på, men da han lige tager sig et par sekunder til at tænke, siger han:

”Det var mens jeg læste min kandidat i generel pædagogik på DPU. Her lære jeg bl.a. professor Lars-Henrik Schmidt og lektor Jens Erik Kristensen at kende og fik smag for det socialanalytiske perspektiv, som har hold ved lige siden.”

Det var også på det tidspunkt, at han blev optaget af de eksistentielle spørgsmål indenfor pædagogik. De sidste 4-5 år er Dion blevet inspireret af en nyere tilgang til psykoanalysen.

 

Har du fortrukne teoretikere?

Dion fortæller, at han udover socialanalytikken blandt andet er inspireret af Foucault, Ranciere, Agamben, Zizek og Lacan.

Han ser sig selv som kritisk og skeptisk bl.a. i forhold til de selvfølgeligheder, vi upåagtet omgiver os med.

 

Du har skrevet mange bøger/artikler – hvordan starter sådan en proces?

”Det er et godt spørgsmål” sagde Dion, men efter lidt fundering sagde han:

”Nogle gange starter det med en ide, og andre gange skal jeg kæmpe for en ide”.

Han bruger meget tid på at læse, dels for at holde sig i gang og for at flytte sig. Han nyder at læse, og det er her, han finder sin inspiration til at skrive eller kæmper med at få en ide. Han læser for at finde opbakning, få legitimeret ideer og holdninger. Det er mest inden for det pædagogiske, filosofiske og sociologiske felt han læser. Hvis det kan undgås, læser han helst ikke effektmålinger.

 

Hvor mange timer arbejder du om gennemsnitligt om ugen?

Hmmm, sådan har han ikke lige tænkt på det. Men kommer frem til at ca 45-50 timer gennemsnitligt. Hans arbejde er også hans hobby, så det er ikke noget, han tænker over til dagligt. For som han spørger ”når jeg løber en tur og tænker over en ide eller vending til en bog er det så arbejde, for jeg nyder jo at løbe??”

Hans rolle som lektor er delt 50/50 mellem undervisning og forskning.

Om det at være ansat som lektor siger han: ”Alle skal gøre lidt af det hele”. Men også her forholder han sig retten til at være kritisk, for han siger ”Virker det?” Han mener, at fordelingen kunne godt ske mere fleksibelt, alt efter hvor man er i livet som Lektor.

Han er fortaler for pluralismen, og at der skal mere forskning til der ikke nødvendigvis peger noget sted hen. Netop denne forskning kan være inspirerende for andre. Han mener at meget forskning i dag skal påvise noget bestemt, og på den måde bliver et bestillingsarbejde for den nødvendighedspolitik, der synes at være fremherskende i dag.

 

Starten på noget nyt…..

Mange tak til Dion Rüsselbæk Hansen for at ville være med til at starte en ny række indlæg her på bloggen. Hvis I læsere nu sidder med et spørgsmål, som I kunne tænke jer, at jeg stiller den næste der bliver interviewet, må I meget gerne skrive det.